Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
, Om Calmarunionen ni. m.
43
Krone. Forgjæves søgte Haakon senere at fortrænge sin
Medbeiler; trods en Række kostbare Krigstog, som for Nordmændene
utvivlsomt var i høieste Grad byrdefulde, opnaaede han dog
intet andet end at befrie sin gamle Fader fra Fangenskabet,
medens han maatte afstaa fra alle Fordringer paa den svenske
Throne. For Nordmændene var dette vistnok en Lykke,
forsaa-vidtsom de nu ikke længere skulde dele deres Konge med et
andet Rige. I Virkeligheden spores ogsaa fra denne Tid en
Forbedring i Rigets indre Restvrelse. Haakon synes at have været
en retsindig Hersker, som oprigtig vilde sit Lands Vel, og det
norske Folk var derfor, skjønt stanset i sin Udvikling og
forarmet, dog paa en vis Maade lykkeligt under hans Regjering. —
Men det kunde ikke vare længe, før hans ærgjærrige Dronning
Margrethe begyndte at udøve Indflydelse. Allerede i Aaret 1370
havde hun paa Akershus født Sønnen Olaf; som Moder til Rigets
Arving maatte hendes Magt og Anseelse stige. — Vi ser
imidlertid snart hendes Planer strække sig videre end til Norge; klog,
kraftfuld og ærgjerrig havde hun stillet sig et Maal, hvis
Opnaa-else hendes egen Stilling og Tidens hele Retning maatte berettige
hende til at haabe. — Aar 1375 døde Valdemar Atterdag. Vi har
allerede omtalt, at han efterlod som nærmest berettiget sin
ældste Datter Ingeborgs Søn, Albrecht den yngre af Mecklenburg.
Imidlertid havde denne, da Danmark var et frit Valgrige,
ingensomhelst sikker Adkomst til Thronen og kunde blot støtte sig til
Stændernes almindelige Vedtægt at vælge den nærmeste Arving.
Som Tysker og understøttet af de holstenske Grever maatte han
desuden mishage de danske Aristokrater, hos hvem Grev Gerts
Herredømme var i friskt Minde. Dronning Margrethe vidste med
List at betjene sig af disse Omstændigheder til at fremme sin
egen Søns Valg. Paa Herredagen i Odense kunde imidlertid
Rigets Raad ikke blive enigt, idet mange ytrede Frygt for en
Forbindelse med Norge, hvor Kongemagten var sterk. Men de
fleste betænkte udentvivl Fordelene af at staa under en Konge,
som tillige maatte udstrække sin Magt over et andet Rige;
Margrethe havde desuden ved Gaver gjort Geistligheden til sin Ven;
ved gode Løfter vandt hun omsider ogsaa Adelen — og paa denne
Maade sattes Olafs Valg igjennem.1 Men han maatte først
udstede en streng Haandfæstning, hvori de største Privilegier
indrømmedes Adel og Geistlighed. Saaledes viste sig allerede her
1 Hvad Hansestæderne angaar, som i denne Tid betragtedes og behandledes
som de egentlige raadende i Nordens Anliggender (Suhm. XIV, 8), saa ønskede
de vistnok helst, at den tyske Fyrste kom paa Thronen. Men de vovede vel
neppe at modsætte sig de danske Stænders forenede Ønske. Deres Samtykke
blev dem desuden afkjøbt med store Privilegier og Indrømmelser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
