Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
298
% Historiske og politiske Afhandlinger
Vistnok ståk der en god Del Raahed under denne
Nordmændenes sterkt fremtrædende nationale Selvfølelse, og en god Del
Illusioner, naturlige for et ungdommeligt og endnu lidet erfarent
Folk. Men den virkede dog som en Løftestang, der bidrog til at
holde Nordmændene oppe ligeoverfor de Danske, trods disses
ubestridelige Overlegenhed i Kultur og ydre Magtstilling, og den
syntes dog saavidt beføiet, at man i Danmark, hvad der kan sees
af Tyge Rothes, Suhms og andre danske Forfatteres Skrifter fra
Slutningen af det forrige Aarhundrede, imponeredes deraf og var
mere tilbøielig til at respektere og beundre den end til at se den
fra en latterlig Side. «Priseligen stolt er Norges Søn,» siger Tyge
Rothe.1 «Hvo undres over, at Bonde er det, naar denne veed, at
blandt hans Lige ere de, der nedstamme fra Konger. Og, naar
han med den hele opstigende Rad af Forfædre har siddet paa
sin Odelsjord og været den sande Hærmand, den sande
Ledings-og Landvernsmand? Er det Under, at Nordmand af anden Stand
end Bonden, føler liveligen hvad Nationalære er? Han i den
lette Bjergathmosphære: han med de Mindesagner fra Oldtiden:
han med den sande Tanke, at altid var Landet et Borgerfriheds,
men aldrig et Adelsaristokraties eller et Livegenskabs Land.»
Vel blev Norge, lige indtil Foreningens sidste Dage, ganske
forsømt med Hensyn paa Videnskabelighed og Kunst. For at de
kjøbenhavnske Muser kunde trives desto bedre, maatte de være
eneberettigede i Kongens Riger og Lande, og, medens Regjeringen
derfor med ødsel Haand understøttede Hovedstadens Akademier
og lærde Samfund, modsatte den sig vedholdende Opfyldelsen af
det norske Folks længe nærede og ofte ytrede Ønske om et eget
Universitet, endog da der var aabnet Udsigt til, at den kunde
imødekomme det uden nogen synderlig Pengeopofrelse. Denne
stedmoderlige Behandling maatte ganske vist i flere Henseender
bidrage til at forsinke Folkets Udvikling. Dersom Regjeringen
havde gjort, hvad der var dens Skyldighed, dersom den i
Betragtning af Norges Fjernhed fra Danmark, dets Folkemængde,
Betydning for Staten og særegne Natur og Fordringer, havde sat de
herskende Centralisationsmaksimer en Smule tilside og ladet der
tilflyde dette Land en passende Andel i, hvad der af den fælles
Stats Midler anvendtes til Fremme af høiere Oplysning og
Dannelse, vilde Nordmændene ganske vist ikke have staaet saalangt
tilbage i disse Retninger, som de stod endnu ved Foreningens
Opløsning. Uden en saadan Patroniseren fra oven var det
umuligt, at Videnskaberne kunde trives i et Land med Norges
daværende Hjælpemidler, og det var naturligt, saalænge det hverken
havde Universitet eller Bibliotheker eller andre videnskabelige
1 Om nogle Danmarks og Norges Fordringer til hinanden, S. 93.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
