Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jonas Anton Hielm (1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.lonas Anion Hielm
81
ved. At forhøie Summens Størrelse, regulere den efter Hensyn
til et «passende» Forhold til, hvad Sverige yder osv., — er at slaa
Arrangementet fast, erkjende det for en regelmæssig, legitim
Tingenes Ordning, og derpaa bør man selvfølgelig ikke fra norsk
Side indlade sig.
I denne Sammenhæng fortjener det vel ogsaa at nævnes,
hvorledes Hielm optraadte ligeoverfor den kongelige Resolution af 17.
Februar 1830 vedkommende Torveslaget i Kristiania den 17. Mai
1829 og det derved fremkaldte Andragende fra endel
Kristiania-Borgere. I Resolutionen blev udtalt, at der intet var at udsætte
paa de i Torveslag-Skandalerne implicerede Embedsmænds
Forhold, og at al offentlig Paatale skulde bortfalde, hvorhos de
Studenter, som havde deltaget i at feire Dagen, fik en Advarsel,
medens der tildeltes de «velsindede Borgere» en Tak for deres
Forhold. Opinionen vilde ikke slaa sig tiltaals med denne kongelige
Afgjørelse. Til Storthinget i 1830 indkom et af 150
Kristiania-Borgere og Indvaanere undertegnet Andragende, hvori det hedte:
«Den kongelige Resolution af 17. Februar sidstleden viser
formentlig blot den Synsmaade, som Hans Majestæts Raad har om denne
Sag. Statsforfatningen medfører imidlertid, at Suveræniteten er
delt. Ved den kongelige Resolution har vi om denne Sag med
Ærbødighed modtaget den ene Dels Yttring, for hvilken
Statsraadet staar til Ansvar. Vi tror at have Borgerkrav paa at høre den
anden: Storthinget er den Autoritet, til hvilken vi nu tror at burde
henvende os i denne, ikke alene for Kristiania, men for hele
Nationen saa vigtige Sag. Det kan ikke være Hovedstaden
ligegyldigt at se dens fredelige Færd givet Navn af Uorden og Frækhed,
eller at se sig beskyldt for at have foretaget Handlinger, der skulde
stride mod Landets Love og offentlige Velanstændighed.» —
Andragendet blev sendt til Konstitutionskomiteen, hvis Pluralitet
indstillede paa, at det maatte henlægges. Hielm afgav et
dissenterende Votum, hvori han udtalte, at en Henlæggelse af
Kristiania-borgernes Petition vilde kunne synes et Tilkjendegivende af, at
man fandt, at det passerede var saare godt og lovligt, hvilket
Storthinget umulig kunde mene. «Spørgsmaalet er ikke, om det skal
være nogle eksalterede unge Mennesker og en halv eller hel
beruset Pøbel tilladt, uden Fare for Arme og Ben eller Frihed, paa
den 17. Mai at more sig med et lidet bet3’dende Hurra. I saa Fald
var Sagen neppe Storthingets Opmærksomhed værdig, endskjønt
vilkaarlige Baand paa uskadelige Frihedsyttringer i Almindelighed
ikke bør betragtes med Ligegyldighed. Spørgsmaalet er af en
ganske anden Art, og det er ingenlunde uklogt, at det er tillagt
og tillægges en høi Grad af Vigtighed. Norges Selvstændighed
har faaet et haardt Stød, naar det bringes dertil, at et Storthing,
6 — Sars: Samlede Verker IV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
