Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jonas Anton Hielm (1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(il
Portrætter og Essays
mandosager alene undtagne. Deraf følger, at diplomatiske Sager,
forsaavidt de hører til norske Anliggender, ikke maa, saaledes
som det sker, kontrasigneres af den svenske. Forskjellen mellem
den undtagende Bestemmelse i denne og § 28 viser dette end
tydeligere.»
«Grundlovens § 38 bestemmer, at den norske Statsminister og
de 2 Statsraader, der følger Kongen, skal have Sæde og Stemme
i det svenske Statsraad, naar sammesteds forhandles Gjenstande,
som angaar begge Biger; og Unionsaktens eller den saakaldte
Bigsakts § 5 har lige gjensidig Bestemmelse for det Tilfælde, da
saadanne Sager behandles i norsk Statsraad. Dersom Kongen i
sit engere norske Statsraad behandler diplomatisk Sag, der
angaar begge Biger, da skal altsaa svenske Statsembedsmænd have
Stemme der; men Beciprociteten mellem de forenede Biger
fordrer, at Norge maa og bør nyde samme Bet, naar diplomatiske
Sager, der angaa begge Biger, behandles i det engere svenske
Statsraad efter den svenske Begjeringsforms §§11 og 32.»
«Grundlovens § 92 bestemmer hvad Egenskaber den skal have,
der skal være norsk Embedsmand eller forvalte norsk
Embeds-sag, og det er ligefrem mod denne §’s Bud at overdrage saadan
Forvaltning til svenske Mænd og svenske Embedsmænd. Hvad
Bigsaktens § 7 foreskriver med Hensyn til Begjeringen i Kongens
Mindreaarighed, fortjener herved ogsaa at bemærkes, da denne
tydelig viser, at i det benævnte Tilfælde de fælles diplomatiske
Sagers Forvaltning ikke kan være overladt i svenske Hænder
alene, og at norske diplomatiske Sager umiskjendelig skal
forvaltes af vedkommende norske Embedsmænd. Men denne
Grundsætning, der saa ganske er udledet af Unionens Natur og
Beskaffenhed, er der ikke Grund til at afvige fra, hvor Begjeringen
føres af den myndige Konge selv.»
«Hvad den 2. Post angaar, da indeholder det med Hensyn til
1. Post anførte ogsaa den Synsmaade, hvorfra den bør betragtes.
Forskjellen er væsentlig kun den, at til Konsuler kan efter
Grundlovens § 92 ogsaa udnævnes Fremmede, men ikke til norsk
Minister. Medens det altsaa ikke staar i Kongens Magt
grundlovsmæssig at udnævne den svenske Statsminister for udenlandske
Anliggender tillige til norsk Minister, staar det ham derimod frit
at udnævne de svenske Konsuler tillige til norske, som de norske
tillige til svenske. Imidlertid fordrer Bigernes særskilte
Selvstændighed, at særskilt Udnævnelse finder Sted for ethvert af de
særskilte Embeder.»
«Da jeg ikke har mindste Tvil angaaende Hans Majestæts
grundlovsmæssige Vilje, saa anser jeg det ogsaa udenfor al Tvil,
at Øiemedet, en mere grundlovsmæssig Omgangsmaade i Hen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
