Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergeland og Welhaven (1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
WERGELAND OG WELHAVEN.
I.
De to Bannerførere i den voldsomme Feide, som kan siges at
danne Ouverturen til nynorsk Literatur, blev Studenter samme Aar
(1825). I den alfabetiske Fortegnelse over dem, som absolverede
Examen artium i dette Aar, staar deres Navne nærmest sammen.
Der var bare nogle faa Maaneders Aldersforskjel mellem dem:
Welhaven blev født 22. December 1807, Wergeland 17. Juni
1808. De stiftede snart personligt Bekjendtskab; kort forud for
Examen artium 1825 blev Welhaven, efter hvad han selv har
fortalt, af en Kamerat ført til Henrik Wergeland, «som allerede
da hørte til Hovedstadens faa Mærkværdigheder». I de
nærmest følgende Aar maa de to ofte have mødtes i
Studentersamfundet, hvis Debatter og Underholdninger de begge tog ivrig Del
i, og det synes, som om Forholdet mellem dem endnu i denne
Tid var noksaa godt, om end langtfra intimt. Siden, efterat
Striden mellem dem var brudt løs, kaldte Wergeland sin Modstander
en «troløs Ven», — en Hykler, som gav sig Mine af at være hans
Ven, samtidig med at han forberedte sit Angreb paa ham. Dette
maa være en Misforstaaelse. Wergeland har i sin Vrede taget
Munden for fuld og lagt en overdreven Vegt paa slige
Kameratslig-hedens ydre Former, som at han og Welhaven havde været
Dus-brødre, og at Welhaven pleiede at kalde ham ved hans Fornavn
Forstillelse og Hykleri laa mindst af alt for Welhaven, og han og
Wergeland stod hinanden saa fjernt i Hensyn paa Anlæg og
Opdragelse, Tendenser og Traditioner og var dertil begge saa
stridbare, at det maa synes utænkeligt, at et virkeligt Venskabsforhold
nogensinde har kunnet bestaa mellem dem.
Wergeland kaldte sig selv i et af sine Svar til Welhaven «en
Natur» («mod en Natur du kjæmper, Jan»), og i dette Ord ligger
aabenbart en slaaende rigtig Karakteristik af hans Væsen. Hans
Ungdomsliv og Ungdomsskrifter gjør fremfor alt Indtryk af noget
ubehersket og utøilet, — en vældig, men blindt fremstormende
Kraft. Der var noget urmenneskelig-primitivt ved ham, som endog
kom frem i hans ydre Personlighed: — Kraniet med de «stridige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
