Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergeland og Welhaven (1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Wergeland og Welhaven
109.
af det Welhaven’ske Skrift: «Henrik Wergelands Digtekunst og
Polemik ved Aktstykker oplyste» 1832, «Norges Dæmring» 1834,
og saa tilsidst Theaterslaget i Kristiania 28. Januar 1838
(«Camp-bellerslaget»).
Formelt seet er Welhaven og hans Meningsfæller den
angribende Part; det er dem, som fra først af begynder Striden og
siden Gang paa Gang fornyer den. I sine Manifester hævder de
imidlertid stadig, overensstemmende med hvad der pleier at være
Skik og Brug ved enhver Angrebskrig, at deres Offensiv i
Virkeligheden bare er en Defensiv, — at de har været nødte og tvunget
til at gribe til Vaaben og bare har gjort det for at verne om sin
egen og andres Fred. Og man maa jo medgive, at de for en
væsentlig Del har Ilet heri. Wergeland var i Virkeligheden den
egentlige Fredsforstyrrer. Han begyndte Bevægelsen fremover
inden det hidtil stillestaaende, derfor ogsaa fredelige Samfund;
han var den første, som kunde siges at have opstillet et Program
for den nationale Udvikling i Literatur og Politik. Dette Program
var ensidigt, ufuldstændigt, og kunde ikke være andet. De Krav,
som det gjaldt at imødekomme i den nationale Udviklings Navn,
de historiske Forudsætninger, som var givne for denne Udvikling,
og hvorpaa den skulde bygge, gik saa vidt ud fra hinanden, at
det til en Begyndelse kunde synes umuligt at forlige dem eller
tage dem alle med. Wergelands Program fremhævede med stor
Styrke nogle af dem, men satte ligesaa afgjort andre rent ud af
Betragtning. Dette kunde i deres Øine, hvem disse sidste Krav laa
nærmest paa Hjerte, synes en ligefrem Krigserklæring mod
Kulturen og Dannelsen i Landet; det kunde synes dem, at der ikke
blev levnet dem noget Valg, at det maatte blive Opgaven at
be-kjæmpe dette Program, inden der kunde være Tale om at opstille
og gjennemføre noget andet.
Striden fik, som Følge heraf, en yderst personlig og yderst
voldsom Karakter. Den dreier sig fra først til sidst om Henrik
Wergeland, hans Verk og Væsen. Selv naar der ikke udtrykkelig
eller ligefrem sigtes paa ham, er det dog ham, det gjælder. I
«Norges Dæmring», Hovedindlægget i den hele Strid, forekommer
hans Navn ikke; alligevel er det med fuld Bet bleven sagt, at «hans
Kjæmpeskikkelse skimtes bag hver eneste liden Sonnet».1 Fra begge
Sider gaar man løs paa hinanden, som om man ikke kan frelse
sit eget Liv uden paa Vilkaar af den anden Parts Død og
Undergang. Ethvert Forsøg paa at mægle mellem de stridende Parter
bliver afvist af dem begge med den yderste Haan: man vil ikke
vide af nogen Prutning; man «holder faste Priser», som det heder
i et af Welhavens Indlæg; d. v. s. man kræver det erkjendt, at der
1 Arne Løchen, Welhavens Liv og Skrifter, S. 187.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
