Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergeland og Welhaven (1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Wergeland og Welhaven
113.
i dette Liv indtraadte der et stort Skifte just ved den samme Tid,
da han synes at have afsluttet sine Læreaar i formel-poetisk
Henseende. I hans første Ungdom, dengang han udsendte sine første
Digterverker, var der Stormgang i Luften; Europas politiske Puls
slog med Feberhastighed; «Thronernes Bragen fortalte Timernes
Gang». I 1830 naaede Stormen sit Høidepunkt; derefter stilnede
den mere og mere af. Ved Midten af 30-Aarene vandt Bourgeoisiet
og Juste-milieupolitiken afgjort Overhaand i Frankrige, og i
Sammenhæng dermed gled ogsaa norsk Politik ind i et smulere
Farvand. Istedetfor at være optaget af almene Principspørgsmaal
blev den rent praktisk; istedetfor Gjennemførelse af Norges
politiske Selvstændighed og af det demokratiske Selvstyre blev
Forbedringer i Haandverks- og Handelslovgivning, Toldbeskatning
og Kommunikationsvæsen de Emner, som stilledes forrest paa
den politiske Dagsorden. Men, eftersom dette blev Tilfælde,
stængtes Politiken mere og mere af for enhver Art af poetisk eller
profetisk Medarbejderskab, og Digteren blev, uanseet sit Program
og sit Syn paa Poesiens Væsen og Opgave, mere og mere henvist
til en egen, fra den politiske skarpt adskilt Verden.
Hertil kom da endelig Wergelands Brud med sine fordums
Venner ifølge den Uforsigtighed, hvori han gjorde sig skyldig ved
at modtage en kgl. Pension (1838). Han blev efter dette i en Række
af Aar en næsten helt ensom Mand, — han, som havde været vant
til at se sig omgivet af en begeistret Tilhængerskare; det gode
Selskab skyede ham som en pestbefængt; Aviserne lukkede sig
for ham; selv for sine Digte tiggede han forgjæves om Plads; den
literære Smag vendte sig afgjort bort fra de Veie, hvor hans
Poesi hørte hjemme, samtidig med at alle politiske Partier eller
Koterier enedes om at bryde Staven over ham. Trods al
Miskjen-delse fastholdt han urokkelig sin sterke Tro paa Folket, sit lyse
Syn paa Livet; trods Publikums Kulde vedblev hans Digtning at
blomstre, som om den havde staaet under Indflydelse af et sandt
Drivhusklima. Frembringelsesevnen hos ham var saa
instinktmæssig oprindelig, at den ikke lod sig kue endog af de værste
ydre Hindringer. Det synes, som om Modgangen alene har havt
tilfølge, at hans Genius udfoldede sig i større Renhed og Klarhed.
Han var af Naturen lidet kunstnerisk anlagt; det skortede ham
paa Evne til at begrænse sig eller at tvinge og styre sin Fantasi,
saa de Syner, han saa, kom til at samles til en Fællesvirkning;
deri laa Grundfeilen ved hans Ungdomsdigtning; det var dertil
Welhaven sigtede, naar han sagde om den, at den «overskjærer
og splitter alle Læserens Sympathier og Forestillinger». Denne
Mangel i hans indre Væsen blev nu paa en Maade afhjulpet eller
udfyldt ved de ydre Forholds Magt. Den Begrænsning, som han
8 — Sars: Samlede Verker. IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
