Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergeland og Welhaven (1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(il
Portrætter og Essays
fra begge disse helt forskjelligt Grundsyn. Welhaven ser (som de
romantiske Digtere i Almindelighed) i Naturen et Speil for sine
Stemninger; Oplysningstidens Naturskildrer befolker den med
Najader og Dryader eller har for Øie det lærerige eller nyttige ved
Naturgjenstandene. Om begge gjælder det altsaa, at de lægger ind
i Naturen et Liv, som ikke er dens eget. For Wergelands Syn
har det derimod fremstillet sig helt belivet og besjælet, levende
helt sit eget Liv. Fra dette Synspunkt er intet smaat eller
overflødigt; den enkelte Naturgjenstand opfattes ikke blot som Træk
i det hele Billede; den har i sig selv et uendeligt Værd som alt
Levende. I Wergelands Naturskildringer raader derfor ofte en
stor Mangfoldighed; de enkelte Træk hober sig op, saa man faar
et Indtryk som af en tropisk Vegetation; men Mangfoldigheden
hindrer ikke, at der opnaaes en stor Totalvirkning; Billedet faar
Enhed, ikke derigjennem, at Enkelthederne flyder sammen og
afgiver sit særegne Liv til det Hele, men derigjennem, at det samme
Liv gjennemstrømmer alt, fra det Største til det Mindste.
Wergeland behøver, fra sit Synspunkt, ikke at have Naturbilledet
paa Afstand for at finde det poetisk brugbart; han inspireres af
det umiddelbare Indtryk og digter paa det, stundom med en
Magt og Anskuelighed, som ingen Refleksion, ingen Erindringens
Kunst naar op til.
For Wergeland har Naturen staaet som det fødende, vordende,
det altid spirende, rastløs-arbeidende Liv, — det samme, som
fortsætter sig i Mennesket og vil fortsætte sig videre. I Welhavens
Betragtning er den noget afsluttet, noget hvilende; den har en
Fred som Kirkegaardens. Wergeland ser i sine Naturskildringer
som i sin øvrige Digtning bestandig frem, Welhaven ser tilbage.
Den Stemning, hvori Synet af Naturen hensætter Wergeland, er
jublende Glæde, Henrykkelse, tilbedende Beskuelse af de Mirakler,
som daglig foregaar for vore Øine, uden at vi pleier lægge Merke
til dem. Han omfavner det gamle Træ «med en Sønnesønssøns
Ærbødighed for sin Oldefader»; hans «Sjæl slaar sine Vinger
sammen og knæler som i et tilhyllet Kapel» foran det «Vidunder»,
at en Rosenknop er sprunget ud; han «behøver bare et Glimt af
Solen for at briste i Latter af en Glæde, han ikke kan forklare
sig», og «læser Henr\rkkelser paa Gentifoliens, den Vaargaves,
hundrede Blade». Welhaven glæder sig ogsaa i Naturen; men over
hans Glæde er der altid noget dæmpet; det er som en Refleks af
Lyset istedetfor Lyset selv; han søger Lindring for sin Sorg i
Naturen, men bringer det bare saavidt, at Sorgen formildes til
Vemod.
Der er Enhed og Sammenhæng mellem, hvad vi kalder det
indre og det ydre Liv, men ogsaa en Modsætning. Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
