Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Til Erindring om Welhaven (1894)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148
Portrætter og Essays
til Produktion, — saadanne Impulser, som udgaar fra et
opmerk-somt lyttende, ivrigt applauderende Publikum. Uden dem kom
det let derhen, at Ilden i ham sluknede; Følelsen af at staa
ensom, blandt Mennesker uden den rette Sympathi eller Forstaaelse
forstemte ham, saa han opgav at arbeide. Et knugende Mismod
sænkede sig mere og mere over ham. Han, som udentvivl
oprindelig havde en lys og livsglad Natur, blev mere og mere bitter
og pessimistisk. Han vendte det lodne ud, som det heder, og
kunde gjøre Indtryk af at være haard og ukjærlig, medens han
i Virkeligheden havde et varmt og blødt Sind, hvilket ofte nok
røbede sig for dem, der stod ham nær. Skjønt han ved sin
literære Debut stillede sig i en saa skarp Opposition til
Norskheds-hevægelsens Hovedmand, var han dog selv dengang aabenbar
gjennemglødet af en enthusiastisk Tro paa sit Folks Fremtid.
I hans senere Aar var det, som om denne Tro kom bort for ham.
Han blev tilbøielig til at se alting herhjemme graat i graat og
fandt etslags sygelig Glæde i at fremhæve, hvad der var stygt
eller saart, og pegede paa Nedgang og Forfald. «Dette Folk
forener Barbariets og Civilisationens Skyggesider; det er paa engang
fordærvet og raat,» — udbrød han næsten med et Udtryk af
triumferende Haan i Anledning af de Resultater, hvortil Eilert Sundt
var kommen ved sin velmente og i Hensyn paa Formaalet høist
fortjenstfulde, men — som vi nu ved — i Hensyn paa
Gjennemførelsen høist ukritiske Granskning af Sedelighedsforholdene i
Landet.
Welhaven begyndte sin Bane med Polemik; han begyndte
negativ, men fortsatte positiv, han lod sig ikke nøie med at
be-kjæmpe en i hans Tanker udskeiende, skjæv Norskhedsbevægelse,
men forsøgte at vise Vei for en anden, sundere eller rigtigere.
Saavidt det gjaldt det første, saa han sig omgivet af et Parti, der
fulgte ham ivrigt og i tætsluttet Række. I Hensyn paa det andet
blev Tilslutningen langt mindre sterk og iøinefaldende, og herved
fandt han endog sine bedste Medarbeidere i andre Kredse. Hvad
Intelligenspartiet udentvivl alle Dage vurderede høiest hos ham,
var, ikke Digteren, men Polemikeren, Satirikeren, — ikke
Romancerne, men de svidende Haansord, han kunde kaste ud mod de
politiske og nationale Fremskridtsbevægelser, og hvorved han vel
mangengang saarede sig selv ikke mindre end dem, mod hvem
Haansordene var rettede. Den Anerkjendelse han fandt inden denne
Kreds, knyttede sig mest til, hvad man kunde kalde Vrangsiden
ved ham, og var en saadan, hvorfra han visselig ikke kunde hente
synderlig Glæde eller Opmuntring.
Han var altfor meget Digter og Kunstner, altfor meget en
Aandens Mand, til at hylde sit Partis snævre Syn paa Literatur, Po-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
