Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sverdrup (1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Sverdrup
177
tiske principer, idet han indsaa, at Bønderne maatte være
Kjernen i det store national-liberale Parti, som det var hans Maal at
faa dannet.
Jeg maa tilstaa, jeg fik et Indtryk af, at hans Fremstilling var
for en god Del opkonstrueret efter den sedvanlige Tilbøielighed
til at give senere Standpunkter tilbagevirkende Kraft og til at
opfatte de Motiver, som har bestemt ens Handlemaade, som om de
fra første Færd havde den Karakter af klar Tanke og bevidst
Plan, hvortil de i Virkeligheden lidt efter lidt har udviklet sig
under Indflydelse af Begivenhedernes Gang. Men høist
interessant var det at høre paa, og, om end hans Politik ikke havde
været fuldt saa planmæssig, ikke i den Grad alting forudseende
og forudberegnende, som han fremstillede det, og som det
udentvivl fremstillede sig for ham, saa er det dog vist, at han
med bedre Grund end kanske nogen anden af vore Politikere
kunde hævde, at en rød Traad eller en historisk Tanke havde
gaaet igjennem alt, hvad han havde foretaget sig som offentlig
Mand.
Til gemytlig Passiar — en saadan, hvorved man glider over fra
det ene Emne til det andet og lader det komme an paa, hvad
der i Øieblikket falder en ind — syntes han ikke at være oplagt;
en Samtale i sedvanlig Konversationstone vilde ikke let gaa i
hans Nærværelse; han tog gjerne Ordet, og, naar han tog Ordet,
blev det til Foredrag i egte parlamentarisk Stil. Han pleiede at
reise sig og skyve Stolen foran sig, og saa talte han, som 0111 han
talte fra sin Plads i Storthinget — henvendende sine Ord ikke til
de Par Mennesker, der sad rundt Bordet i Gjæsteværelset paa
Hjærkin Station, men til det norske Storthing eller til det norske
Folk. Og som hans Foredrag, saaledes var hans Væsen og
Optræden i det hele, hans Tone og Tournure alt igjennem præget
af hans Rolle som offentlig, repræsentativ Mand: det var
altsammen saa forunderlig stramt, saa høitidelig officielt, parademæssig
uniformeret. Man fik et Indtryk af, at den officielle Mand havde
rent fortæret det naturlige Menneske i ham; der fandtes ligesom
ikke længer Natur, det var blevet til Kunst altsammen.
Det har været sagt om Johan Sverdrup, at han var
«Aristokrat ud til Fingerspidserne», trods sine demokratiske
Grundsætninger. Indtil en vis Grad, tror jeg, at det er rigtigt, nemlig
forsaavidt han i høi Grad — i en ialfald hos os usedvanlig høi Grad
— var en Formens eller en Formernes Mand — forsaavidt der
altid var etslags Stil i hans Væsen og Optræden. Men jeg tror
just ikke, at det var den fineste og bedste eller mest aristokratiske
Stil, dertil havde den formeget ved sig af Specialisten eller
Fagmanden, — formeget af, hvad Vinje kaldte Talerstolen. Hos den
12 —Sars: Samlede Verker IV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
