Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sverdrup (1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186
Portrætter og Essays
— saameget af, hvad Carlyle kalder en Ritualist, — en, som har
mere Syn og Sans for Tingenes, Institutionernes ydre Form end
for deres indre Væsen og Kjerne. Men han vilde have skjønnet,
at Systemet hos denne Mand var noget mere end et livløst
Regelverk, at det var gjennemglødet af en sterk Sjæls levende
Overbevisning. Og han vilde have skjønnet, at den norske Politik var
sunket ned til et sligt Lavmaal af Materialisme og idéforladt
Spe-cialisation, at der maatte indtræde et Omslag, saafremt Folket ikke
rent skulde fortabes, — at Almensatserne, de store politiske
Principer var blevne saa længe og saa vel holdte udenfor, skjøvede
tilside, at der snart maatte komme en Tid, da de, ifølge
Udviklingens eget uafviselige Krav, vilde tage sit Mon igjen, og at da
Sverdrup vilde være selvskreven til at spille en stor Rolle.
Omslaget i vor Politik fra, hvad man i konservative Kredse
har pleiet at kalde den «gode gamle Tid» med dens «jevne, sunde
Arbeide», og dens «Overbevisningsmænd» til det «golde Partikjævl»
med dets «Levebrødspolitikere» og «oprevne Tilstande» — eller,
som jeg tror, det rettere bør hede: fra Materialisme til Idealisme,
fra Interesse- og Klassepolitik til Princip- og Nationalpolitik —
dette Omslag, som i sig selv var uundgaaeligt, og som maatte
have indtraadt senere eller tidligere ifølge den indre Udviklings
Medfør, blev, som vi ved, fremskyndet ved en ydre Begivenhed,
nemlig det mod Norges Selvstændighed i Anledning af
Statholdersagen fra svensk Side rettede Angreb og den dermed i
Sammenhæng staaende Unionsrevision. Under Forhandlingerne om denne
Sag viste det sig, at den saakaldte «gode Tid» i Virkeligheden
havde været en Sump, hvori der havde udviklet sig ligefrem
farlige Giftstoffer; det viste sig, at man havde været saa ensidig
optaget af at holde sig klar af Fraser og «tokutte hovudtanker»,
at man var kommet paa Kant med selve Moralen, — at der blandt
vore indflydelsesrigeste og anseeligste offentlige Mænd fandtes liere,
hvis Politik var bleven saa uhyggelig praktisk, at de i
Symbolerne for sit Fædrelands Selvstændighed bare saa
«Forfængelighedens Lapperier» og endog viste sig villig til at kjøbslaa om
denne Selvstændighed, for at opnaa saakaldte reelle Fordele.
Dette satte Skræk i Folk; Nationalaanden reiste sig og søgte Støtte
i de liberale og demokratiske Reformtendenser ligeoverfor en
Klasse- og Interessepolitik, som truede med at føre Folket
ligefrem ud paa Selvopgivelsens Skraaplan. Dermed begyndte
Dannelsen af det store Venstreparti, som siden har øvet en saa
dominerende Indflydelse paa Norges politiske Udvikling, og dermed
begyndte ogsaa Sverdrups store Tid.
Det gik nu ved dette Omslag, som det pleier at gaa ved slige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
