Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. A. Munch (1862, 1896, 1903)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P. A. Munch.
219
ved dilettantisk Overfladiskhed eller fladt uselvstændigt
Kompila-tionsvæsen: han har næsten allevegne, hvor han har forsøgt sin
Pen, leveret noget dygtigt eller endog betydeligt, og paa ethvert
af de mange Omraader, hvortil hans videnskabelige Granskning
strakte sig, har han været en Rydningsmand af høi Rang,
sommesteds endog Banebryder.
Hvad dette Forfatterskab vidner om, er altsaa en umaadelig
Flid og en enestaaende Forening af sjeldne, endog geniale Evner.
Hans Aand synes, medens han stod i sin fulde Mandskraft, at
have været i en næsten ustanselig Bevægelse. «Han var aldrig
ledig og" kjedede sig aldrig», heder det i et af en af hans Døtre
udgivet lidet Mindeskrift. Han kunde holde paa med det mest
anstrengende Aandsarbeide fra den lyse Morgen til sent paa
Kveld, næsten uden Afbrydelse, saa han glemte at spise. Og
strak Dagen ikke til, tog han ofte Natten tilhjælp. Det hændte,
at han sad oppe Nat efter Nat uden at unde sig anden Hvile
end den, han fik ved at læne sig bagover i Stolen og tage sig en
Times eller et Par Timers Blund. Saa tog han fat i Arbeidet
paanyt, sterk som efter en god og lang Nattesøvn. Han gik med
største Lethed over fra et Arbeide til et andet, ofte af en helt
forskjellig Art, og han kunde holde paa med flere Ting paa én
Gang — t. Eks. tegne Landkart eller læse Korrektur samtidig
med, at han deltog i en alvorlig Samtale eller fulgte sine Døtres
musikalske Øvelser og rettede, hvad der skulde rettes.
Den af hans Evner, som fra først af tildrog sig mest
Opmerksomhed, var hans Hukommelse. Han stod som et Vidunder for
sine Kamerater i Skole- og Studenterdagene ved den Lethed,
hvormed han tilegnede sig, og den Trofasthed, hvormed han
bevarede alskens Kundskabsstof. Han kunde som Skolegut, efter
hvad en af hans Kamerater har fortalt, «flere Bøger af Livius
og Sange af Homer udenad». Og denne fænomenale Hukommelse
bevarede han usvækket hele Livet igjennem. Han behøvede ikke,
som andre historiske Forfattere, at samle Notater og Ekscerpter.
Hvad han engang havde stødt paa under sin Gjennemgaaelse af
de utallige Kildeskrifter, som han fik Brug for til Det norske
Folks Historie», havde han siden saaledes paa rede Haand, at
han kunde udarbeide store Dele af Verket under Reiser, paa
Hoteller, i Jernbanekupéer, og alligevel anførende lange
ordlydende Citater af Kilderne med Henvisninger til Bind og Sidetal,
som om han havde siddet med Bordet foran sig dækket med
opslagne Bøger. Hans Hukommelse kunde endog blive en ren
Plage for ham, idet den slæbte med sig store Læs af Ting, som
han ikke brød sig om, men endog helst ønskede at blive kvit,
dumme Bomaner t. Eks., som han havde læst i Guttedagene, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
