Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Noget om Bjørnson som ung Mand (II.) (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
258
Portrætter og Essays
Bjørnson vilde ikke have kunnet skildre de norske Bønders
Liv med saa dyb Sympathi og et sligt Mesterskab som i
«Synnøve», «Arne» og «En glad Gut», medmindre han dengang havde
indtil en vis Grad delt deres Livssyn, særlig i religiøs Henseende.
Han vandt ved disse sine første Verker en stor og varmt
interesseret Læsekreds, og han kunde vist have fortsat længe med at
frembringe nye Synnøver og Arner, uden at Læsekredsen var
bleven trættet. Han var ved sit religiøse Syn knyttet til en talrig
Venneskare i Norge og Danmark, hvoriblandt mange fortræffelige,
varmhjertede Mennesker, som det maatte være haardt at bryde
med eller skilles fra. Men hans Sandhedskjærlighed og Trang til
Ekspansion drev ham alligevel tilsidst ud af Kredsen.
Hans Overgang i 70-Aarene fra den orthodokse Kirketro til den
moderne «frie Tanke» er alle bekjendt. Han sørgede for, at
Publikum har kunnet følge den i alle sine Enkeltheder og paa alle
Stadier. Vi ved, at det mere var praktiske Livserfaringer end
videnskabelig Kritik og Bæsonnements, som fra først af førte ham
til Brud med Kirketroen. Vi ved, at han først lidt efter lidt og
under megen Kamp med sig selv drog Konsekvenserne af det
derved givne Standpunkt. Den gamle Tro havde været ham altfor
kjær og havde været altfor meget indvævet i hans Liv og Virke,
til at han ikke maatte holde saameget som muligt og saalænge
som muligt paa den. Betydningen heraf er vistnok ofte blevet
og bliver ofte miskjendt af dem, som er komne til sit nve
Livssyn ad en letvindtere Vei og uden at de har behøvet at opgive
noget gammelt. Jeg mindes, at jeg engang, just som Bjørnson var
midt opi sin Omvendelseshistorie, hørte Georg Brandes omtale
den samme i en meget overlegen, næsten haanlig Tone: for
det første var Bjørnson, mente han, lovlig sen i Vendingen og
kom med megen Ophævelse til Resultater, som Alverden (d. v. s.
alle nogenledes oplyste Mennesker) forud kjendte og anerkjendte;
dernæst kunde han ifølge hele sin Natur aldrig naa saa langt som
til Materialisme og Pessimisme; han vilde altsaa ikke kunne
udbringe noget helstøbt og konsekvent gjennemført Livssyn af sit
Stræv, men vilde blive stikkende i et Uføre af Halvhed og uklar
Formidling mellem gammelt og nyt. Jeg nævner dette, fordi det
giver Udtryk for Meninger, som har været og vistnok fremdeles
er almindelig udbredte, endda de utvivlsomt er aldeles urigtige. For
det første nemlig, at den korteste Vei til en Erkjendelse ogsaa
altid og nødvendigvis skulde være den bedste. Dernæst: at en
pessimistisk Verdensbetragtning skulde have et Fortrin i
Konsekvens fremfor en optimistisk, en materialistisk fremfor en
spiritualistisk eller idealistisk. Endelig: at ethvert Stræv med at
forene gammelt og nvt i Beligion og Moral skulde være at stemple
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
