Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. O. Vinje
309
paa Talerstolen, vil ogsaa mindes, hvorledes han, naar han fik
Bifald eller merkede, at Tilhørerne fulgte ham med Sympathi,
voksede derved og blev ligesom elektriseret, saa det gnistrede af
ham. Det ligger nær at tro, at det kunde have havt en lignende
Indflydelse paa hans Forfatterskab, om han havde kunnet skrive
med Tanken paa et velvilligsindet Publikum. Jeg har aldrig
kjendt nogen Mand, som hurtigere tog til Graaten end Vinje.
Han blev let rørt, og Rørelsen fik let Magt over ham, saa Taarerne
kom. Men ligeoverfor Publikum maatte han vise sig sterk, være
Kar; naar han skrev, maatte det helst løbe ud i et Gapskrat
altsammen, forat ikke Folk skulde faa Tag paa ham. «Eg er
like glad eg, sa guten, daa han grét,» — det er norsk det, siger
Vinje. Aa ja! det er vel det. Men det kan vel blive formeget af
det ogsaa, og det kan vel hænde, at man, naar man er for lidet
aabenhjertig i en Retning, fristes til at tage sit Mon igjen ved at
være altfor aabenhjertig i en anden, saa Vinjes Kynisme maaske
for en Del har sin Grund i, at han saa ofte øvede Tvang paa
sig, for ikke at blive pathetisk eller høitidelig.
Af de Stykker, Botten-Hansen skrev i «Illustreret Nyhedsblad»
om Vinje, faar man det Indtryk, at Forholdet mellem ham og
Publikum igrunden var noksaa gemytligt: — Vinje var vistnok
et Slags Bajads eller Hofnar, men han trivedes godt ved den
Rolle, for den laa ganske for ham, og Publikum var godsligt;
det bar fordetmeste over med hans Uvørenheder og modtog ham
som en velkommen Gjest, hvor han viste sig, saa han kunde
«takke gud og godtfolk for drykk og mat» og føre et noksaa
sorgløst Liv paa sin Fantevis. Dette er en sterkt idealiseret
Skildring; — Botten-Hansen havde Sympathi for Vinje, — de var
jo begge Husmandsgutter, der havde slidt sig frem, — men han
var en fredelig Mand, der søgte at glatte over det, som var skakt
og vrangt. Skildringen er neppe mere end halvt sand, forsaavidt
angaar de første Tider af Vinjes Løbebane, medens han endnu
var Drammens-Korrespondent og gjaldt for en nogenledes
uskadelig Person, og endnu mindre svarer den til de virkelige
Forhold, efterat han havde fremtraadt som Repræsentant for
Maal-strævet, og især efterat han tillige havde begyndt at drive
oppositionel Politik. Jeg mindes engang, jeg var hos Rotten-Hansen,
at Vinje kom ind og begyndte, straks han havde sat sig ned,
at klage over, hvor ondt han havde det, — det var efter hans
engelske Reise, og før han havde opnaaet den eneste
Forfremmelse, han nogensinde naaede i Statens Tjeneste:
Ekstraskriver-posten i Benaadningskontoret, — altsaa i Aaret 1864 eller 1865.
Han talte om, hvorledes han havde slidt og slæbt, fra han var
Gut og taget den ene Eksamen efter den anden, med de bedste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
