Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. O. Vinje
311
hvilken man til og med ikke uden Grund antog, at den ikke
kastede meget af sig. Hovedstadsbladene lagde systematisk an
paa at tie ham ihjel. Naar han optraadte som Taler ved
offentlige Fester, blev det ofte ikke nævnt i Referaterne, selv
om hans Tale i Virkeligheden havde været Festens Glanspunkt.
Hans Bøger, selv de, der havde den mest inoffensive Karakter,
maatte ikke omtales eller anmeldes. Jeg skrev engang en
Anmeldelse, — af «Storegut», saavidt jeg husker, — og sendte den
ind til «Morgenbladet». Jeg satte mit Navn paa, forat
Redaktionen kunde have R}rggen fri. Anmeldelsen var paa ingen Maade
overdrevent rosende, — det var et Slags Eksperiment: man vilde
søge at bringe det paa det rene, hvor snæver Intoleransen kunde
være, og lagde derfor an paa at gjøre sig saa liden og fordringsløs
som muligt. Den kom ikke ind. Jeg henvendte mig til
«Morgenbladets Redaktion for at faa den tilbage og prøve, om et andet
Blad vilde tage den. Den var naturligvis puttet i Papirkurven.
Vinje blev virkelig ilde medfaret af det Publikum, til hvis Naade
han var henvist, saalænge han levede. Han var varg i veum, —
Ulven i Kristiania-Societetens Helligdom, hvor aandløst, forbenet
Pedanteri og kjoleklædt Raahed forestod Gudstjenesten.
Det maa indrømmes, at der var meget ved Vinjes
Personlighed, som maatte have gjort det vanskeligt for ham at finde
en nogenledes indfredet Plads endog i et langt mere humant og
tolerant Samfund end det norske paa de Tider. Der var meget
ved hans Personlighed og ved det Standpunkt, han indtog i
sproglig og litterær Henseende, som gjør det forklarligt og
undskyldeligt, at den «sene Retfærd» for hans Vedkommende blev
mere sen end sedvanlig. Han optraadte som Repræsentant for
«Maalsagen», og blandt de forskjellige «nedbrydende» Tendenser,
som ved de Tider begyndte at gjøre sig gjældende, var der
naturligvis ingen, som maatte synes mere urimelig eller fordærvelig
end den i en god konservativ norsk Borgers Øine. Ivar Aasen
var nu vistnok den, der først tog Maalsagen op og vedblev at
være dens egentlige Leder; men Ivar Aasen var Videnskabsmand;
man kunde opfatte hans Konstruktion af Landsmaalet som et
videnskabeligt Eksperiment; man kunde se i hans Digte i
Lands-maal en sidste Udløber af Bonderomantiken eller et Slags lærd
Leg eller Sport, i Lighed med nyere Tiders latinske Versemageri,
— saa det hele ikke var noget at uroes videre ved. Saadan som
derimod Vinje tog Maalstrævet, fik det en praktisk paagaaende
Karakter, der ikke lod sig miskjende. Hans Forfatterskab i
Maalet var ikke bare idyllisk-poetisk, det var polemisk, politisk,
filosofisk; han optog alle mulige Emner til Behandling, og, naar
han brugte Maalet, var det øiensvnligt for at faa sagt, hvad han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
