Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. O. Vinje
313
leg og slurven», — som det heder i Garborgs «Bondestudentar»
(Skildringen af Busselaget, hvor Vinje holder Tale); især havde
Byggen en urimelig Længde, saa vi, hans Kjendinger, skjendede
med, at han burde testamentere sit Kadaver til Universitetet som
en naturhistorisk Merkværdighed, eftersom han aabenbart maatte
have en eller et Par Byghvirvler udover det normale Antal. Han
slang eller hev paa sig, naar han gik, som for at bringe sig i
Lige-vegt, og steg med store Skridt, løftende Benene høit, som om han
stadig gik i Ur eller Ulænde. Det var ikke Under, at Hunde paa
to og fire kom i Bevægelse, naar han viste sig paa Gaden. —
Og noget tilsvarende til dette vildmandsagtige ved hans ydre
Personlighed var der ogsaa i hans aandige Væsen. Bjørnson har
sagt om Vinje i en Dagbladsartikel (eiteret af Vislie, Side 319):
«Hvad er den kosteligste Gammen i al hans Skrift? jo, at tage
paa alt vort, især det fineste, med Vadmelsvaat. Han kunde føie
ømt og dybt som faa, hvor hans oprindelige Natur blev tiltalt;
men den blev let det modsatte. Sprogemnet indbød uvilkaarlig
til at lægge Kjøkkenets og Borgestuens Haan paa Storstuen og
hele Gaarden.» Der er noget sandt i dette. Enhver, som kjendte
Vinje, vil vide, hvorledes han ikke bare i Skrift, men ogsaa i
Tale stadig morede sig ved at drage ned det, der gjaldt for
superfint, og faa det ligesom til at gaa istykker ved at sætte paa det
et rigtig kjødfuldt, drastisk malende Ord af Folkesproget, eller
ved at anbringe Fjøset i umiddelbar Nærhed af Salonen og
sammenstille «Damer og Griser» blandt det meget gilde, der frydede
hans Øine paa et Fæsjaa, eller ved at klæde af Stadsdragten,
saa det kunde vise sig, at der indenfor bare ståk et almindeligt
Menneske eller endnu bedre: et almindeligt Dyr, — hvorledes
han, der ikke kunde bevæge sig i en Selskabssal eller føre en
Konversation med Damer, uden hvert Øieblik at støde an mod
den gode Tone, lagde an paa at fremstille al «god Tone», alt
sedvansmæssigt, al hævdet Skik og Brug som bare tilgjort, bare
iveien, og førte en slig Krig paa Kniven mod
Konventionali-teter, at det stadig væk slog over i Kynisme og Baahed. Men
jeg tror ogsaa, at Vislie har Bet, naar han protesterer mod, at
«Maalet» faar Skyld herfor, eller at det opfattes, som om Vinje,
ved at præke sit, den rammeste «Naturligheds», Evangelium, talte
og skrev ud af Maalets Aand og i Egenskab af Maalreisningens
fuldtgyldige Bepræsentant (hvad Bjørnsons Udtryk ligesom synes
at pege paa). Skriftsproget og Landsmaalet svarer til de to
Samfund: Bysamfundet og Bondesamfundet, og idet Vinje optraadte
som Forkjæmper for Maalsagen, optraadte han altsaa ogsaa som
Forkjæmper for Bondesamfundet og gjorde sit til at hævde dets
historiske Bet; men han maatte alligevel i mange Henseender
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
