Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. O. Vinje
315
Vinje pleiede at sige, at Thelemarken kunde forsyne hele Verden
med Poeter. Thelemarken har den rigeste Dialekt, de fleste og
bedste Viser, de flinkeste Træskjærere, Sølvarbeidere og
Spillemænd, men staar i Økonomi og husligt Stel tilbage for en og
anden af de mere prosaiske Nabobygder. Og inden den enkelte
Bygd er der nu igjen ofte saa forskjelligartede Næringsveie med
deraf følgende forskjellig Levevis, at der af Bygdenationaliteten
ligesom udsondrer sig visse Afarter eller Grupper, der staar for
sig og har sin særskilte Karakter. Vinje synes at have tilhørt en
slig Afart. Jeg mindes, fra vore Fjeldturer, hvor godt han likte
sig, naar han paa Høifjeldet traf sammen med Driftekarer,
Hestehandlere, Øikeleitere, Fiskere eller Reinsjægere. Dette er ofte
Folk, der ved sit omflakkende, ustadige Liv har sondret sig ud
fra sine Omgivelser, — et Slags Bohemiens, ofte morsomme og
gløgge, fulde af Regler og Risper, frigjorte fra meget af den
sedvanlige Bygde-Bornerthed, men ofte ogsaa kyniske og
slængekjæf-tede, sterkt individualistiske og Karer for sig. Blandt den Slags
Folk fandt Vinje sig ypperlig tilrette; derimod kom han ikke
rigtig ud af det med Gjennemsnitsfolk i Bygderne, og han viste sig
i en forunderlig Grad lidet fortrolig med de Regler og Ceremonier,
der regnes for at høre til god Levemaade inden den mere
aristokratiske Del af vort Bondesamfund. Det hændte engang paa en
Fodtur, at vi, — d. v. s. Vinje og jeg og et Par andre «felagar»,
— varme og tørstige passerede forbi en af Gudbrandsdalens gjæve
Bondegaarde og besluttede at gaa indom for at faa os en Drik
Melk; vi blev enige om, at Vinje skulde være vor Fører, og han
tog ogsaa det paa sig, men udførte sin Mission saa slet som vel
muligt, idet han mod al god Bondeskik gik bus paa med sit
Ærinde. Vi fik, hvad vi bad om, men Folkene ænsede os iøvrigt
saa lidet og saa paa os med en saa forunderlig Mine, at vi skjønte,
at de ansaa os for et Slags Fanter. Da vi kom ud, gav ogsaa
Vinje sin Vrede Luft og skjældte rigtig løs paa Bondefornemheden,
som han mente var endnu meget værre at komme ud for end
Byfornemheden. Og deri havde han paa en Maade Ret.
Bondesamfundet er meget langt fra at være «naturligt» i Vinjes
Forstand. Det har sin Stivhed, sin Ærbarhed, sit opgjorte Regelverk
for, hvad der er passende Udtryksmaade, god Levemaade o. s. v.,
fuldt saa meget som Bysamfundet, saa det maa siges, at Vinje ved
sin kyniske Ligefremhed stod ikke mindre i Opposition til den
hos Bondesamfundet raadende Aand end til Byfolks Begreber om,
hvad der er fint. —
Man vil i, hvad Vislie i sin Biografi af Vinje fortæller om hans
Slegt, Barndom og Ungdom finde Vink til Forklaring af dette
vild-mandsmæssigt antisociale i hans Væsen. Slegten var oprindelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
