Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. O. Vinje
317
sig ct Bord velbesat med gode Retter, men, naar han saa vilde
sætte sig og tage for sig, tvinte det bort altsammen som bare
Luftsyner. Han fandt Folket i sin Hjembygd ukjærligt,
snæver-svnt og vrangt; han søgte ud til Byen, arbeidede sig frem til
Samfundets saakaldte Høider, og saa viste det sig, at Folket dér var
ligesaa vrangt og ukjærligt, og vel saa det. Man vilde ikke vide
af ham, eller man vilde ikke lade ham gjælde for en alvorlig
Mand; de Adgangsbreve, han havde skaffet sig ved gode
Eksamener, ved Talent og Kundskab, blev ikke godkjendte; han blev
staaende udenfor, eller han slåp bare ind paa Vilkaar af, at han
gjorde Løier eller forlystede Publikums Ondskab ved at opføre et
litterært Slagsmaal og fare i Benene paa en eller anden
fremragende offentlig Personlighed. Der var Folk, som tog sig af ham
iblandt og gav ham «mat og drykk»; men det hændte da ogsaa
iblandt, at de lod ham føie, paa en ufin Maade, at han var deres
Skyldner. En af Kristiania Bys Rigmænd, og det utvivlsomt en
af de bedste, mest almendannede og almeninteresserede, fik det
Indfald at agere Vinjes Beskytter ved at bede ham til sig en og
anden Gang; dermed troede han at have erhvervet sig en slig
Ret, at han, naar Vinje kom med noget i «Dølen», som han ikke
likte, skrev til ham Skjændebrev, affattet i Udtrç’k, som om Vinje
var en Skolegut eller havde solgt sin Sjæl til ham. Vinje var en
smidig og spænstig Natur, han lod sig ikke kue; han «bøygdest
og upp sig rettad»; men Forholdenes Ugunst satte dog sine dybe
Merker i ham. Baade den Beskyttelse og den Forfølgelse, han
blev Gjenstand for maatte virke til at skjække eller demoralisere
ham. Det varme og kjærlige i hans Væsen trængtes tilbage,
«riv-bikkjen» i ham blev draget frem; den friske Latter i ham blev til
en uvederkvægende «kaldflir». Hans Sind fyldtes med Harme
og Bitterhed; den maatte have et Afløb, men kunde ikke faa det
dér, den skulde have det, eller ad den sunde, naturlige Vei.
Det saakaldte «bedre», toneangivende Samfund var ukjærligt,
haardtdømmende, fiendtlig stemt mod snart sagt enhver aandig
Bevægelse, ethvert Fremskridt udenfor det rent økonomiske; Vinje
led derunder som saamange andre fremadstræbende yngre Mænd
paa de Tider; men han havde nu engang stillet sig paa det
optimistiske Standpunkt, at «Folket», — Samfundet, — altid var godt
og forstandigt og saadant, som det skulde være. Han sled vondt,
det fik saa være; det stemte med «Theorien» om, hvorlunde
Reinskalven blev indviet til sit harde «reinsliv» o. s. v., og var følgelig
ikke noget at klage over; men saa skulde heller ikke nogen anden
Aandens Mand have det godt. For ellers svigtede «Theorien» ham,
og alle de Saar, som hans Forfængelighed eller Selvfølelse havde
modtaget af et Publikum uden Forstaaelse af eller Respekt for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
