Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
326
Portrætter og Essays
som i «Staale»; — han brød jo af tilsidst i Følelsen af, at han
var kommet paa uret Vei, — men at han ikke brød af længe
forud! Man skulde forsværge, at den Versemager, vi møder
t. Eks. i «Dagsens Dikt» eller «1859», har kunnet skrive saa
stemningsfulde, gribende Digte som «Rondarne» eller «Drivdalen».
Dette, at Vinje kunde vise sig saa svag, selv paa de poetiske
Omraader, hvor han havde sin Styrke, hænger sammen med, at
han, om han var meget af en Digter, saa var og blev han alle
Dage overmaade lidet af en Kunstner, — en bevidst, beregnende
Kunstner. Han havde lidet Sans og Respekt for Kunst i
Almindelighed, og hvad særlig Digtekunsten angaar, synes han at
have ment, at det var rent ud en Misvisning at tale om en
saadan. «Poetisk gaave,» siger han etsteds, «er nokot aalmennt
men-neskelegt; det er ikke nokon serskild lagnad for ein ting som
f. ex. evne til maaling, musik o. s. v. Det er vel so, at der skal
eit særskilt musikalsk øyra til for velklang i spraaket, men den,
som skal faa det fulle navn af diktare, han maa vera ein
herremann i den menneskelege aands tankerike. Han er ingen
ser-mann, sosom jurist, theolog, doktare o. s. v., og derfor er det og
uforstandigt at titulera ein mann med «diktare», Ak ja, kjære
guten min, vi ero alle diktarar, svarad Goethe den unge
lømmelen, som titulerad seg med poet, og i dette laag og, at det var
ein aalmenn eigenskap at vera diktare. Men der maa vera nokot
meir en det aalmenne af denne eigenskapen, før den fær dette
navn. Det er eit tillegg, nokot attpaa, eit pius, men ingenting i
grunn og væsen særskilt, sosom det at vera mekanikus eller
skomakare. Det poetiske i ein natur er berre liksom ei fraa det
vanlege liv litt sterkare gjenomsalting af det aandfulle og
fantasirike i os, og det er graden af denne saltstyrke, procenterne i den,
som er den poetiske rangsklasse.» (Skrifter I. 737 - 38.) — Der
er nu ganske vist noget rigtigt i dette, og Vinje havde paa sin Maade
Ret, naar han talte haanlig om det fagmæssigt aflukkede ved den
samtidige danske Skjønlitteratur og mente, at en slig «poetisk
Potteplante-Kultur» ialfald ikke passede for os. Men Digteren
kan dog være og maa, for at naa det høieste og fuldkomneste,
være noget mere af en «sermann», end Vinje syntes at ville
medgive; han har sin «Kunst» han ogsaa, og, om den ikke er saa
speciel som Musik eller Malerkunst, saa har den dog adskillig
flere Sider og stiller adskillig flere Krav end dette med «det
musikalske øyra for velklang i spraaket». For disse Sider havde Vinje
i en forunderlig Grad lidet Syn. Der var noget almueagtigt ved
hans poetiske Æsthetik, saadan som den kommer frem i Ytringer
i hans trykte Skrifter, og saadan som jeg mindes han ofte
udviklede den i mundtlig Samtale. Han lægger i Fortalen til «Store-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
