Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. O. Vinje
335
Dage var halvveis som en fremmed for det Samfund, inden
hvilket han levede, og dermed, kan man gjerne tilføie, for moderne
Kultur i det hele. Han færdedes inden den moderne Kulturverden
næsten som en reisende Mand, — en meget intelligent, meget
videbegjærlig Reisende, som iagttager opmerksomt baade Land og
Folk, sætter sig godt ind i Forholdene og tager jævnlig selv et Tag
med i dem for at blive bedre kjendt og af Trang til Virksomhed,
men som alligevel staar udenfor og vedbliver paa en Maade at
være ensom, skjønt han stadig færdes blandt Folket og deltager
i dets Liv. —
Man vil pege paa «maalet» og sige, at dette var en stor Sag,
mod hvilken Vinje viste urokkelig Troskab, saa han endog blev
en Martyr for den; man vilde sige, at Maalsagen er enstydig med
Nationalitetens Gjenreisning, saa han her viste sig som den sande
«Folkets Mand» med den offervillige Almenaand. Og det er vist,
baade at Maalsagen er en stor, national Opgave, og at Vinje led
og stred for den. Men saa ved vi jo ogsaa, at «maalet», som før
fremhævet, var for ham i en ganske særegen Grad det
nødvendige aandige Eksistensvilkaar. «Norskdomen (d. v. s. Maalet) var
for ham, siger Vislie med fuld Ret, «sjølve livet som menneskje
og diktar.» Og saa ved vi dernæst, at han inden selve Maalet
indrettede sig aldeles efter sin personlige Bekvemmelighed, — at
han tog det meget cavaliérement med Korrektheden, slog af og
blandede op med Skiftsprogs-Ord og Vendinger, eftersom det
passede sig for ham. Jeg tvivler ikke paa, at han derved tjente
Maalsagen allerbedst. Men det fremgaar dog heraf, at der ikke
kan tales om hans Martyrium uden med adskillig Reservation, og
at han ogsaa i sit Forhold til «maalet» var sig selv, — endog
aldeles forbandet, — for at tale med «Peer Gynt». —
Vinje har taget et stort Tag i vort nationale Kulturarbeide,
og han vil udentvivl altid nævnes som en af Foregangsmændene
i vor nyere Litteratur. Men det staar dog fast, at han i visse
Maader havde sit Udgangspunkt udenfor det fremadskridende
Samfund og den fremadskridende Kultur. Man har karakteriseret
ham som en «Dilettant», — «Verdens genialeste Dilettant» (se
Vislie S. 282). Jeg tror, at det vilde være rigtigere at sige, at der
i hans aandige Fysiognomi, saadan som hans Forfatterskab
afspeiler det, er noget af en Vildmand, — ligesom der var noget af
en saadan i hans 37dre Menneske, — en kundskabsrig, aandfuld,
høit begavet Vildmand, — med alle sine Kundskaber, al sin
Tankerigdom uciviliseret og ucivilisabel. Han tilhørte ved sine Idéer,
sit bevidste Tankeliv den moderne Kultur, var i denne Henseende
endog blandt de meget fremskredne, men hans Instinkter hørte
ligesom hjemme i en anden, mere barbarisk Tidsalder. Jeg har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
