Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas Carlyle, Om de gamle norske Konger (1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carlyle 0111 de gamle norske Konger
373
han sætter heller ingen Pris paa disse Fortrin, men er nærved
at betragte dem som Mangler. Hensynet til kunstnerisk
Afrunding, Strævet med at gjennemføre Harmoni og regelret Orden i
alt, hvad man har at sige, synes ham uforeneligt med fuld
personlig Sandhed og Ærlighed. «Your freest utterances,» siger han
etsteds, «are not by any means always the best; they are the
worst rather, the feeblest, triviallest; their meaning prompt, but
small, ephemeral.»1 Den sterke Følelse pleier ikke at vælge sine
Udtryk; Inspirationen, de store, omfattende Syner griber altfor
sterkt den, hvem de bliver tildel, til at han allevegne kan tænke
paa Regel og Orden eller bevare det kolde Overlæg, den
beregnende Refleksion, som Stilen kræver til sin Afrunding. Og hvad
der giver en Forfatter, — Digter eller Filosof — det rette Værd,
er, at han betragter Verden med den troende Seers Øie, der
trænger ind til det hemmelighedsfulde Mørke bagved Tingene, og ikke
med Kritikens eller Logikens Briller, der holder sig til, hvad der
kan grupperes og arrangeres og formuleres, d. v. s. til Overfladen;
hvad det gjælder om, er ikke at kildre Øiet eller Øret ved
Harmoni og vel proportionerede Former, men at vække til levende
Erkjendelse af, at der er noget indenfor og over alt, hvad
Formler kan udtrykke eller menneskelig Kunst fremstille. Carlyle taler
ofte om «den guddommelige Taushed». Han beundrer hos en
af sine Helte ikke saameget hans «eloquence» som hans
«inelo-quence, his great admirable talent of silenee».2 Voltaires formelle
Mesterskab indgyder ham Mistillid; han kan ikke forestille sig, at
en Forfatter, hvis Stil allevegne er saa gjennemsigtig klar, saa
jævn og zirlig, har havt det dybe Blik, den rette intuitive Evne
(insight), der formaar at hæve sig fra de blotte Enkeltheder til
Opfatningen af det store Hele, eller engang at han har ment det
rigtig ærligt med de Formaal, for hvilke han kjæmpede; havde
han været dybere grebet af sit Stof, vilde det ogsaa af og til have
overvældet ham; hans Tale vilde have været mindre flydende;
han vilde af og til have glemt at være enten vittig eller elegant.
Manglerne ved Cromwells Stil, der var Gjenstand for saamegen
Haan hos det attende Aarhundredes Historikere, gaar i Carlyle’s
Betragtning næsten over til at blive Fortrin. Han skimter
gjennem de uklare, forvirrede, ilde sammensatte Ordføininger
Trækkene af en Mands Sjæl, større end nogen Tale. «Cromwell,
emblem of the dumb English, is interesting to me b>r the very
inadequacy of his speech. Heroic insight, valour and belief,
1 Ens frieste Ytringer er paa ingen Maade altid de bedste; de er snarere de
daarligste, de svageste, mest hverdagslige, deres Betydning tydelig, men
uvæsentlig, forbigaaende.
2 Mangel paa Veltalenhed, hans store, beundringsværdige Talent for Taushed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
