Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas Carlyle, Om de gamle norske Konger (1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
388
Portrætter og Essays
Geografi, naar man bemerker, at Carlyle er i den Grad ukjendt
med sit eget Fædrelands historiske Litteratur, at han kan sige,
at det eneste Verk over Englands Historie, der tager nogen Notis
af de ældre Forbindelser mellem England og Norge, er Rapin’s!
Carlyle er, som sagt, mere Digter og Filosof end Historiker.
Han ser i det historiske Emne, han har valgt, væsentlig et Thema
at variere over, et psj’kologisk Problem eller en Illustration for
sine politiske og filosofiske Theorier. Man venter altsaa hos ham,
til Erstatning for den manglende Kritik og Grundighed, at finde
poetiske Billeder, lunefulde Sammenstillinger, originale
Refleksioner. Men ogsaa i denne Henseende hører Bogen om de norske
Konger til Carlyle’s svageste. Det er let at se, at han er bleven
gammel. Han gjentager sig selv; hans Lune har tabt sin Kraft;
hans Stil synes mindre original end maniereret og affekteret.
Alligevel savner dog heller ikke denne Bog sin Interesse. Det
vil lønne sig at læse den, — især for dem, der ikke kjender
Carlyle’s tidligere Skrifter. Med al sin Ensidighed indeslutter den
for Carlyle eiendommelige historiske Betragtningsmaade en dyb
og ofte miskjendt Sandhed, og ikke mangesteds i den hele
Verdenshistorie finder denne Sandhed en bedre eller mere
iøjnefaldende Illustration end i det Emne, han her har valgt. Det er
aabenbart, at Emnet har grebet ham ved sine store Træk, saa
liden Greie han end viser sig at have paa dets Detaljer, — at
følgelig Bogen, saamange Feil den har, dog ikke har den Feil,
som er den værste af alle: at være et Haandverksarbeide, — at
der virkelig gaar en Sjæl gjennem den. Selvfølgelig er det de to
Apostel-Konger Olaf Tryggvessøn og Olaf den Hellige, der stilles
i Forgrunden. Man vil af, hvad der i det foregaaende er bleven
anført, kunne skjønne, hvor fuldkommen disse to svarer til
Carlyle’s Helteideal. Han kalder dem «two Heroes of a high, or
al-most highest type», — «two high, almost among the highest sons
of Nature». Hvad der for de fleste fremstiller sig som den mørke
Skygge over deres Karakter og Styrelse: — Hensynsløsheden i
deres Reformiver, den barbariske Grumhed, hvormed de ryddede
al Modstand tilside, — gjør intetsomhelst Skaar i hans Beundring,
tvertom! De slog ned forskjellige Arter af Anarki ved forskjellige
Methoder; den ene Methode kunde være bedre end den anden,
men ingen fortjener at dadles, mener han, naar hensees til det
store Formaal, og havde de veget tilbage for nogen, havde der
manglet dem noget i deres kongelige Kald. Ordet «vild» er et af
de Epitheter, som han jævnlig bruger i denne Sammenhæng og
øiensynligt ikke i nogen nedsættende Mening; han taler om Olaf
Tryggvessøns «great, wild, noble soul», han kalder ham en «wild
bit of real heroism», «the wildly beautifullest man, in body and
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
