Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Resultatet av debatten er da strengt tat et
kompromis. Med henvisning til renæssansens sceniske
praksis modificerer Dryden enhetenes gyldighet,
indskrænker deres omraade i nogen grad. De danner det
absolut rationelle, men de er ikke ubetingete litterære
lover. De angir en tendens, snarere end en norm.
Man skal tænke paa dem, huske paa dem for ikke at
komme til at bygge saa løse, saa tilfældige, saa
episodiske skuespil som de renæssansen gav os. Men,
krav om handlingens enhet vil ikke si én eneste
handling. Det vil si at det maa være en viss sammenhæng
mellem hovedhandlingen og den eller de bi-intriger
som skuespillet fører frem. La os f. eks. anvende
dette Drydens grundsyn paa Shakespeare. Bygningen
av King Lear maatte da Dryden fordømme, fordi der
er det i virkeligheten to hovedlinjer i handlingen.
Lear-motivet har egentlig slet ingen forbindelse med
Gloster-motivet, de utvikler sig likeløpende og griper ikke
bestemmende ind i hverandre. Bygningen av Hamlet
vil han derimot maatte anerkjende, Ophelia-motivet,
Polonius-motivet, begge er bi-intriger som hører
nødvendig ind i hovedmotivet, Hamlets hevn. Men i Hamlet
vil ikke Rosencrantz og Guldenstern-episoden, heller
ikke graverscenen kunne forsvares, fordi de ikke
peker fremover mot katastrofen i tragedien. Akkurat
i denne retning var det Garrick et par menneskealdre
senere omarbeidet Hamlet.
Paa samme maate som overfor handlingens enhet
forholder Dryden sig overfor tidens og stedets enhet.
Ingen av dem gir nogen norm, begge peker paa et
ideal, som man bør søke at nærme sig. Egentlig ser
Dryden i enhetene nødvendige bremser paa den
digteriske fantasiutfoldelse. Han vet, fra sit kjendskap til
renæssanselitteraturen, at følger en forfatter sine
indfald uten at lægge noget baand paa sig, kan det han
skriver bli menneskelig set usandsynlig. Altsaa er
grundlaget for dramatisk virkning forspildt, i Som en
1 «A just and livety image of human nature» er hans krav til dramaet.
6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
