Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han det stort; den smarte bokhandler og forlæggei
Jacob Tonson financierer foretagendet, og det er
saa-men ikke smaasummer Dryden paa denne vis skaffer sig.
I Drydens digtnings historie tar de dramatiske
arbeidene fra disse sidste aarene ingen stor plads. Her
finder vi ikke noget «gjennembrudd». Dryden mangler, nu
som før, evnen til at skape levende skikkelser, og da
hjælper hans ofte pragtfulde deklamation og hans smidige
resonnement ham ingen ting. Enten han søker at
lokalisere «Amphitruo» paa engelsk scene, naturligvis med en
masse laan fra Moliére og Plautus; eller han søker stof
til en national opera fra sagnkredsen om kong Arthur
og Ridderne ved det Runde Bord; eller han forsøker
sig paa historiske tragedier, én fra Portugals historie,
én fra det gamle Sparta; eller han tar stof fra sin
samtid og gjør en tragikomedie utav det; — det biir
noksaa likegyldig alt sammen. Det er nemlig Drydens
røst vi hører, ikke don Sebastians eller Cleomenes’;
det er Dryden som deklamerer; hans ræsonnement,
hans smak — eller mangel paa smak, det kan ogsaa
hænde — som præger det hele. Sit første forsøk paa
at støpe renæssanse og antik sammen til en organisk
enhet, •— den idé som var det bærende i det eneste
skuespil Dryden hadde skrevet for sig selv, — fører
han ikke videre. Diskussionen av de to principper mot
hverandre bølger frem og tilbake utover i hans
fortaler og kritiske avhandlinger fra slutten av 70-aarene
og fra 80-aarene. Hans tilslutning til antikens
dramatiske form, som staar i pakt med tidens hele
tendens mot det rationelle, ser ut som den skal seire.
Dog kan han ikke undgaa stadig paany at komme
under trolddommen av Shakespeares kunst, og ute i
1690-aarene kommer han paany i sin teknik nærmere
den irregulære skuespil-arkitektur hos Shakespeare og
hos renæssansens store mestre. Dryden vet at det er
farlig, vet at det strider mot det alle de andre vil og
som han selv har søkt at imøtekomme. Dog kan han
ikke la være at «synde sammen med vor fortræffelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
