Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 271 —
— Edith ! ulykkelie, vidunderlie Edith — stødt
ut i denne rædsel du ossaa ?... du ?!...
Himmel, at du ikke faller ned over Vandalerne !
Og mens jei stirrer paa det bleke rædsels-stivnete
ansikt, svinner min egen skjæbne inn til intet imot
hennes, og mit hjerte smelter i ynk og afmægti
harm :
— Jei ? la gaa ! mit liv var jo ikke noen gjenstao
nen mere. Men hun ! dette mesterværk fra naturens
haann — hennes Tiv forspilles herute i denne
rædsomme tomhet!... himmelraabende, skamløse,
ufattelie ulykke!
Og himlen faller ikke ned ?!... Edith !
tilbedelses-værdie Edith !...
Stolt sad dit fine lille hode paa din slanke zarte
kropp me de smekkre smidie lemmer — stolt sad
det deroppe det fine lille hode og spejdet saa kjækt
ut i den vide verden. Men derinne i dit dejlie
legeme, båk din onge hud, der banket dit bio
gjennem aarerne, i stille frydfull forventning om
det vidunderlie som nu skulle komme. Aapent laa
live foran dei — et dejli solskinslann i
sommerpragt ; lette luftninger bares dei i møte, fyldte me
en søt hemmelihetsfull duft som lokket og kalte dei
— og let og gla svævet du derinn, halvt barn ennu,
baaret paa dine tusinde længsler — inn i
forjættelsens lann...
Stort, stort! maatte det være syntes du, det
vidunderlie som ventet dei.
Men du møtte ingen. Jo ! én møtte du, og han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
