Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
,172
Men, spurgte Henrik Ibsen sig selv, da den
stærkeste indignation havde lagt sig, naar nu
menneskene var saa usle, at de ikke taalte
sand-• heden, var det da umagen værd at forfægte
sandhedens sag iblandt dem ? Naar folk trivedes saa
inderlig vel i den raadne sump, var der saa nogen
mening i at ville trække dem op af sumpen?
Kunde de taale sandhedens klare lys og frihedens
friske luft? Vilde det ikke gaa dem, som det
gaar en karuds, naar den trækkes op af mudderet
og lægges paa tørt land ? Var nemlig ikke igrunden
løgnen en livsbetingelse for dem, akkurat som
muddervandet for karudsen?
Disse spørgsmaal maatte Ibsen engang sent
eller tidlig stille sig selv. Det var en nødvendig
følge af hans hele tankegang, at de blev stillet.
Saa sort som hans opfatning af samtidens
mennesker var, havde han dog den lyseste tro paa
menneskehedens evne til at udvikles og forbedres.
Pessimist ligeoverfor samtiden, var han, som vi har
seet, ren optimist, naar det gjaldt fremtiden. Det
var uundgaaeligt, at denne pessimisme og denne
optimisme engang kom til at prøve styrke med
%
hinanden. Dette var det, som skede, da
«Vildanden» blev skrevet. I den stemning af mismod,
hvori han var, fik pessimismen overtaget; derfor
<
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
