Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10
kritik styrter ham fra det ene system hovedkuls op i det andet,
fra de franske sensualister til de skotske spiritualister, fra
Kants skepticisme til Schelling og Hegel, saa Platon, saa
Descartes og tilslut Leibniz. Alle sætter de sit præg paa en stump
av hans tankegang, fra alle smaaplukker han, litt hist og litt
her, og ut av dette gaar hans eclecticisme som danser paa ét
ben mellem alle systemer. Saa blir han statsfilosofiens chef, og
hans væsentligste beskjæftigelse blir at rense sine tidligere
skrifter for alt det som i dem kunde vække anstøt. Han er
patentert statsfilosof og ikke længer tænker, bare offentlig
dyds-vogter og moralprædikant.
Det centrale i Cousin, hans specielle begavelse, finder Taine
i at han er taleren ; hans styrke er at debitere
gjennemsnits-sandheter; taleren er en guide, hans arbeide er ikke at finde,
men at lede, han skaper ikke idéer, han utbrer dem. Som
filosof er Cousin taler, d. v. s. at han egentlig ikke har spor
med filosofien at bestille ; men han er taler ogsaa som
historiker; han lar os ikke se den tid han behandler, definerer ikke,
er kun fuld av næsegrus beundring. Han behandler det 17.
aarhundrede i Frankrike, og ser i dette bare selveste
fuld-kommenheten ; vi faar ikke hos ham vite hvad der manglet, vi
ser ingenting av vrangsiden, serviliteten og kryperiet socialt,
sneverheten litterært; for ham er alting fortræffelig; han gir et
anbefalingsbrev istedenfor et signalement. Likesaa galt er det
med hans portrætter, hans biografier; de er uten liv og farve;
oratoren gir os bare en panegyrik, en forelæsning og en tirade.
Dommen er haard, men ikke helt uretfærdig ; det er ikke
bare et fornøielig paradoks naar Taine tilslut hævder, at Cousin
ved et uheldig tilfælde er kommet dumpende ned i en tid hvor
han ikke hører hjemme, og gjennemfører dette i en glimrende,
ondskapsfuld og overmodig skildring av den rigtige Victor Cousin,
født 1640, den yndede og sterkt søkte prædikant, Bossuets ven
og efterfølger i almenhetens gunst, den berømte filolog, og det
hæderlige menneske.
For en eneste av det 19. aarhundredes filosofer er i Taines
bok sympatien levende og varm, saa den sætter sit præg paa
skildringen : Laromiguière, den sisste repræsentant for
Con-dillacs skole. Hans forsigtighet, hans klarhet, hans kritik sættes
op som den store motsætning til de andres taakede uttryksform
og rædsel for alt hvad kritik heter. Laromiguière vil forklare,
vil utvikle, vil bygge sig op til de store uforgjængelige
sand-heter; med dette og med „det gamle franske samfunds gratie,
utsøkte høflighet og fine malice, bevarte han den franske aands
sande metode."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
