Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
43
tingen", kan han ikke arbeide — ja uten det kan han ikke
skjønne nogen ting; han definerer engang verbet at vite: „savoir est
considérer à part certains points d’un objet en négligeant le
reste";1 det er sin egen maate at arbeide sig frem til en viden,
han beskriver.
Et slikt grundsyn faar selvfølgelig sterk indflydelse paa
Taines teknik. Han bryr sig ikke med at gi mange detaljer, vil
ikke gi et fuldstændig billed ; hans fuldstændighet gaar aldrig
længer end til den idé, det problem, som han vil belyse, staar
klart. Han skriver for den intelligente læser, eller endog for den
intelligente læser som før er helt inde i stoffet som behandles.
Det han vil gi, er en nygruppering i det store, en fremstilling
i grundplan som viser hvorfor den bygning, som blev reist
paa denne grundplan, netop maatte faa den arkitektur den fik.
En detaljundersøkelse, en essai, en fremstilling av et lands
litteraturhistorie er nemlig for Taine ikke et maal i sig selv;
de er bare midler i en større saks tjeneste, trappetrin som
fører op til den store videnskap om mennesket som han vilde
skape. Og derfor finder jeg i dissertatsen „De personis Platonicis"
det første vink om Taines senere litterære teknik.
I den anden dissertats, „Essai sur les fables de La
Fontaine", stiller Taine for første gang en forfatter i nøie
sammenhæng med den tid han lever i, og med dette har han rørt ved
den idé som bærer hans senere litteraturhistoriske arbeider.
Men det er endnu ikke helt gjennemtænkt, endnu litt uklart.
Hovedinteressen i essaien om La Fontaine ligger nemlig ikke
i at stille hans personlighet og hans verker mot tiden
for i dem at finde gjenspeilingen av tidens tanker og tidens
liv. Essaien om La Fontaine er en avhandling om
æstetik; meningen med den er ved en analyse av fabelen at
lægge frem materialer til en videnskapelig definition av
begrepet „det skjønne".2 Et kort overblik over fabelens historiske
utvikling gir Taine tre forskjellige stadier i dens liv. Oldtidens
fabel er filosofisk; den beskjæftiger sig ikke med
personligheter, men med typer, og er intet andet end et læredigt i
forklædning; Middelalderens fabel — den barnslige fabel—
glemmer helt filosofien; den vil ingenting andet end at more. Mot
dem begge staar den moderne fabel med sin typiske
repræsentant i La Fontaine. Den vil som Oldtidens fabel filosofere ; den
vil som Middelalderens more; men den lægger en ting til,
kunsten. Og da vil man altsaa ved i detalj at bestemme
principperne for La Fontaines fremgangsmaate kunne paavise, hvad
„kunst" egentlig er.
1 La Fontaine (3 utg.) s. 321.
5 Essai sur La Fontaine, s. 1—2, fortalen til 2den utg. og Corr. 2, s. 41.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
