Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
Boken er heller ikke skrevet med nogen videre verve. Den
litt tunge opbygning, den skematiske konstruktion og den samme
tendens til at ville begrunde sine synsmaater ved vage filosofiske
almensætninger som var saa utpræget i essaien om La
Fontaine — disse ting er det som i stilistisk og teknisk henseende
sætter sit præg paa prisavhandlingen om Titus Livius.
Den blev da ogsaa den bok av alle som Taine satte lavest.
Han har ikke engang i den fundet en idé han kunde bruke,
saa han tok boken op igjen og omarbeidet den. Han var alt
under utarbeidelsen træt av den; og dette steg bare da han
høsten efter læste den paany; da var han like ved at beklage
at han hadde ofret 6 maaneders arbeide paa den.1 —
Allikevel har essaien om Titus Livius sin plass i Taines
produktion; der er det han for første gang bruker sin teori
om „hovedevnen", „la faculté maîtresse". Dette er den første
av hans saa berømte formler. Han gjennemfører den i sin bok
baade for hovedpersonen, Titus Livius, og de andre
personligheter han taler leilighetsvis om — for Hannibal f. eks., som
han paa trods av skildringen hos Livius gjør til en
samvittighetsløs og brutal renæssance-condottiere. Paa denne første av
Taines formler maa vi se litt nærmere for at forklare hvordan
den er blit til.
Victor Giraud mener2 at Taine har sin formel fra Schelling,
som i sin „Philosophie der Geschichte" beskjæftiger sig meget
med talentets „überwiegende und vorherrschende
Seelenvermö-gen", men nævner at paa den anden side findes næsten en
pendant til Taines uttryk hos Pascal; paavisninger som er
ganske rigtige — hvis de ikke var ganske misvisende. De rører
ikke ved det som er det centrale i Taines teori, formuleringen
i et aarsaksforhold. „La faculté maîtresse" er ikke en
„dominerende evne" ved siden av en række andre. Den er for Taine
hovedevnen, den bestemmer menneskets virksomhet paa alle
felter; og menneskets alle andre evner er ikke sideordnet slik
at det bare mellem dem er en kvantitetsforskjel. De er
underordnet under hovedevnen, som hersker over hver av dem ; og
hele talentets særpræg kan avledes av dette ene.
Det er formuleringen som er det nye hos Taine. Saken
selv er gammel; saalænge der har været studier over en
personlighet til, har dette været tekniken. Enhver har forsøkt at
gruppere skildringen av en personlighet om et eller et par træk,
som er det specielle for ham. Med sit psykologiske skarpblik
og med sin sympatetiske forstaaelse gjorde Sainte-Beuve av
1 Corr. 2, s. 24.
’ Giraud s. 41.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
