Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
129
litet eller en sykelig tilstand, gir ham selve princippet for den
dypeste forklaring. I „De l’intelligence" ligger dette
„analytiske" syn hele tiden paa bunden. Boken kunde som motto
godt baaret den linjen jeg har citert av „Histoire de la
littérature anglaise": „Mennesket er av naturen gal." Selve vor
opfatning av utenverdenen — syn, hørsel, lugt og smak og
berøring — er en hallucination hos os, men som allikevel ved
en uforklarlig sammenhæng svarer helt ut til de reelle forhold.
Naar sansningen har passert hjernen og gaat ned i reservoiret,
eier den i sig en automatisk kraft til at dukke op igjen til
bevissthet, men da har den en tendens til at bli hallucination.
Det er bare et komplicert reguleringssystem, flikket sammen
med møie av os selv og saa skjørt at det naarsomhelst kan ryke,
som holder det hele i orden. Hvis ikke reguleringen virker,
hvis den utvikling i hjernen som er bestemt av naturen
fortsætter uten indgrep, maa manden bli galehuslem. Og alle disse
forskjellige bremseindretninger sliter slik paa selve den
organiske mekanisme, at efter en 12—14 timer kan den ikke mere,
men maa hvile i søvn.
Taine sier etsteds: „Søvnens og vanviddets historie . . .
gir nøklen til historien om vaaken tilstand og om fornuft," det
er rigtig nok, og de fleste psykologer vil vel uten videre
underskrive hans dom. Men naar Taine studerer et typisk tilfælde
av vanvid, er det ikke ut fra den opfatning at selve maskinen
er kommet i ulage. For Taine er et vanvidstilfælde en
balanceforrykkelse i maskinen, slik at ikke gangen blir indstillet slik
som den pleier. Det er en forrykkelse i den kunstfærdige
regulator, ikke i maskinen selv; og derfor snurrer hjulene vildt
rundt slik som de blir drevet av kraften, som nu ingen styrer.
Dette grundsyn er kanske det mest eiendommelige i Taines
psykologi, et grundsyn som gjør at mange av de slutninger han
trækker virker noget forbløffende. Han diskuterer etsteds den
idé som mennesket har om sig selv, jeg-begrepet, og trækker
frem tilfælder fra galehusene, hvor den gale tror at han selv
samtidig er flere personer. Psykologen kan anvende slike
tilfælder paa forskjellig vis — Taine slutter at noget „jeg" ikke
eksisterer; jeg-begrepet er et psykisk kompositum, sammensat
av alle mine forestillinger, billeder, sansninger og følelser,
akkurat som selve sansningen er et psykisk kompositum,
sammensat av bitte smaa svingninger i nervecentret.
Men en slik slutning hører ogsaa sammen med det andet
specielle træk i Taines psykologi, med det utpræget positivistiske
drag den eier.
Taine hadde begyndt sin manddoms gjerning med et kritisk
9 — Jaeger: Taine.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
