Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Paa vildstraa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
101
gang paa gang indlatcr sig paa ekshibitionistiske præsta*
tioner, som holder paa at bringe ham i turinerpolitiets
klør. Men en sund motvegt mot sin fantastiske betændt«
het hadde han i et bekjendtskap han hadde gjort under
sit ophold hos Mad. de Vercellis. F.n savovardisk prest,
Gaime het han. — Det var den første helt ut dannede
og modne personlighet som krydset Rousseaus livsvei,
en mand som i sin vei avbalanserte sikkerhet virkelig
kunde være ham til hjælp og ogsaa blev det, selv om
frugterne først viste sig senere. Rousseau hadde hittil
altid svunget mellem yderligheter, enten helt eller døge*
nigt, enten Achilles eller Thersites, som han sier. Gaime
vakte ham til selvkritik, — uten at spare ham, men ogsaa
uten at ta modet fra ham; han var ikke ræd for at rose
ham for hans gode evner, men han gjorde ham ogsaa
opmerksom paa de mange farer hans natur indebar.
Samtidig gav han ham sundere forestillinger om livet,
lærte ham at sætte pris paa de varige værdier, som beror
paa en selv og er uavhængige av menneskedom, og
slukket i nogen grad hans overdrevne beundring for ver*
dens storhet. Gaime er for en stor de! modellen til le
vicaire savoyard, hvis «trosbekj endelse» en menneskealder
senere skulde bevæge alverdens menneskehjerter dypere
end noget andet av alt det Rousseau har skrevet. Han
hadde saadd en frugtbar sæd i hans hi erte; men der blev
den foreløbig liggende — længe uten synlige spirer.
Imidlertid skulde han snart faa en ny stilling. Grev
de la Roque kaldte ham en dag til sig og sa han hadde
fundet noget til ham, og hans indledende ord var saa
lovende at Rousseau alt drømte om store ting; men saa
løp det tilslut dog ut paa at han atter skulde anbringes
som tjener: «Quoi! toujours laquais! me dis*je en moi*
méme avec un dépit amer — — —.» Denne gang blev
han dog sparet for at komme i livré, og han blev be«
handlet med stor hensynsfuldhet. Men lakei var og blev
han allikevel, spiste med det øvrige tjenerskap og opvartet
ved bordet. Det var meget høie herskaper — grev Gou«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
