Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Les Charmettes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
173
med skjælvende haand og bankende hjerte, men saa hel»
dig at jeg rammer træet midt i, hvad der i sandhet ikke
var vanskelig, da jeg sørget for at vælge mig et rigtig
stort og nærliggende træ. Fra den tid tvilte jeg ikke længer
paa min frelse.» — Paa denne maate søker den syv og
tvveaarige mand for fuldt alvor at snyte Vorherre, og
dette er unegtelig ogsaa mest lik den Rousseau vi i det
foregaaende har lært at kjende i hans tankeløse og ha»
sardiøse vagabondliv. Underlig at det er den samme
mand som nedskrev den alvorlige bøn jeg netop refe*
rerte; tænkeren og gutungen lever side om side i ham
og tar avvekslende magten alt efter de skiftende stemnin*
gers bølgegang.
Heller ikke i moralsk henseende hadde de høie
religiøse idealer, som i denne tid begyndte at foresvæve
ham, gjennemtrængt ham; hvor alvorlig han end i øie*
blikket kan ha ment sine gode forsætter og sin bøn om
etisk renselse, saa var han dog endnu ikke moden til
bønhørelse; han var og blev, som vi snart skal se, i mangt
og meget den gamle.
Imidlertid er hans stilling i Mad. de Warens’ hus
blit mere og mere uholdbar; vinteren 1738—39 synes han
at være blit latt alene igjen i les Charmettes, mens maman
med sin Wintzenried og øvrige husholdning er flyttet
ind til byhuset. Vi har et brev fra ham til maman, 18de
mars 1739, som gir os en anelse om hvorledes det staar
til; krybben er tom, ser det ut til, og hestene bites; Jean
Jacques har været uskikkelig mot Wintzenried, men har
bedt sin «bror» om undskyldning, og nu ber han ogsaa
sin veninde om tilgivelse; han taler om hendes kjærlighet
som noget forbigangent, en erindring; men selv er han
endnu varm, og han smægter av længsel efter hende; det
er en hel maaned siden han har set hende.
«Litt efter litt følte jeg mig isolert og alene i dette
hus, hvis sjæl jeg hadde været,» fortæller han i Confes^
sions «Jeg vænnet mig efterhaanden til at holde mig
borte fra alt hvad der foregik, ogsaa fra dem som bodde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
