Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Les Charmettes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184
het længes efter. Han ser veien, og han tror nok ar
han alt har gjort fremskridt paa den. Mad. de Warens
har hjulpet ham paa mange maater; hun lot ham se hans
vildfarelse og gav ham trang til at forædle sine seder og
sit væsen.
«Jeg avsvor for bestandig de grumme maksimer, bitre og
over.-modne frugter av mit hjemlands fordomme, som fra barndommen av
nxrct de republikanske hjerters stolthet; jeg la:rte at respektere en
glimrende adel. som vet at gi ny glans, endog til dyden. Det vilde
ikke være godt i samfundet, om der var mindre ulikhet mellem
rangklasserne. Skal jeg ride omkring paa min dumme kjephest som
en deklamator og en ny Don Quichotc? Skjæbnen har ordnet
sts:nderne paa jorden og vil saa vist ikke forandre noget for min
skyld.»
Og hvad Mad. de Warens hadde begyndt, det hadde
Parisot og hans venner fortsat. I Lyon var han blit mere
iraitable; i et mildere klima og mellem dannede venner
hadde han lært at sætte pris paa livets charme og sel*
skabelige behageligheter, paa en aandrig konversation og
et festlig maaltid, belivet av elskværdige gjesters muntre
spøk, hadde forstaat at der er uskyldige fornøielser, og «at
intet bør overdrives, ikke engang dyden».
Men nu er spørsmaalet: tror Parisot at han (Rous*
seau) nu har gjort fremskridt nok paa denne vei ti! at
kunne gjöre lykke i verden? Er jeg nu istand til at naa
lykken? Jeg har snart fyldt mine tredive aar; halvparten
av mine dage er alt gaat hen — i glemsel; og min ar*
beidsiver er alt uttrættet. Jeg har brukt min tid til at
studere og til at øve mig i dyd, og trodde mine talenter
skulde skape min lykke; men erfaringen har lært mig
noget andet, og jeg indser for sent at jeg har
forsømt at lære mig de kunster, den forstillelse, den smiger
som er nødvendig for at opnaa heldet. — Aa nei, jeg
kan nok aldrig tvinge min aand, som er født ærlig, til
saaledes at fornegte sin egen karakter. Det vilde bli
mit hjerte et altfor haardt aak, — for denne uværdige
pris gir jeg avkald paa lykken.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
