Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10
vokser sig til sikker bevidsthed i ,,Kommandørens Døtre", men er
først i „Majsa Jons" en fremstillingshelhed — ubrydelig og kun
Jonas Lies.
Romanens impressionisme er blevet kunstform.
Dens princip er klart og kort.
Livet er en fortsat handlen, og handlen er bevagelse. Derfor
vil impressionismen fæstne bevægelsen, og den forfølger, for at, naa
•ot nisuil. sit handlende inenneske fru nn til nn. frji. siferidt til skridt,
som lian gaar og taler og staar, sou» han sidder og reiser sig, og
som ban fører sine hamder; forfølger ham, som ban aander og lever
og er.
Saaledes vil impressionismen frembringe indtryk af liv, men
skaber kun indtryk af livagtigbed — hvis den ikke forstaar, at den
mer end nogen anden kunstform mr a anvende den kunstneriske
forkortning.
Impressionistisk kunst blir ganske vist gjengivelsen af en
fortsat række af ydre foreteelser. Men disse ydre foreteelser maa.
hver eneste enkelt, v&re en bhendlarøpe rettet mod noget indre
»*t hastigt aabnet og atter lukket skydeskaar ind mod sjælen. Kun
saaledes blir impressionismens tusind ubetydeligheder (der er, aa,
opsamlede saa nøisomt) betydende, og dens tusind smaa ting blir
store: thi kun da skabes (ler mennesker.
Jonas Lie ved det. Han medtager, i sin uendelig stride
kunstform, paa høiden af sin evne. neppe en eneste „ubetydelighed",
hvori ikke et af hans mennesker for raader sig, og neppe nogen
eneste „rigtighed", der ikke blir betydende sandhed, fordi den
gjemmer en stump menneskeliv.
For saa fuldkomment at kunne skjelne væsentligt fra
uvæsentligt i sine menneskers væsen maa digteren ikke blot, have det
skarpeste blik. Han maa tillige have kjendt sine mennesker meget
længe. Men den lange dvælen er netop Jonas Lies sag. Han er
saa trofast, som han er sen.
Da ban drog lid i sin lange udlændighed, bragte ban med sig
en sum af minder, minder om mennesker og ting. De blev alt
hans selskab, han søgte intet andet. Han levede, lukket ude fra
alting, kun med de minder og derfor levede maaske ingen
nordmand saa inderligt med norske mennesker som han.
Han har levet først i Tyskland, saa aar efter aar i Paris.
Han har glædet sig over storbyernes liv som over et skuespil, hvis
skjønhed vaagen sans kan nyde. Men selv Paris er aldrig traadt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
