Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 25. Mors død og begravelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
105
terladt on dyrebar og uvurderlig arv baade gjennem den opdragelse, hun
bar givet os, og umiddelbart gjennem blodets baand.
Men cr nu end alt dette stort og herligt, saa kan det dog intet
gavne hende selv, der hvor hun nu er, hvis hun ikke havde fattet det
store ord om synd og om naade. Men hendes trøst saavel i livet som
i døden var det glade budskab, at Gud i sdn store kjærlighed har sendt
sin egen spn til verden for at frelse menneskene. Og den barnlige tro
og tillid til dette budskab og den inderlige kjærlighed til denne frelser
slåp hun aldrig, og derfor er det vort haab og vor sikre tro, at da hun
nedlagde sin vandringsstav i dette hjem, da var det kun for at gaa over
til hvilen i det himmelske hjem, hvor al jordlivets sorg og møie er endt,
og hvor Gud skal aftørre hver taare af hendes oie, hvor døden ikke sk al
være mere, eiheller sorg, eiheller skrig, eiheller pine.
Saa vil vi da sigo dig vor tak og vort sidste farvel. Vi takker
dig for alt, hvad Gud i sin naade har forundt dig at være her paa
jorden, for hvad du i dine barndoms og dine ungdoms dage kan have været
lor dine forældre og dine søskende, for hvad du senere har været for din
egtefælle og for dine børn og for alle, der har væiet om dig. Vi vil
elske og agte dit minde og bevare det i kjærlig erindring til vort livs
sidste ende. Tak og farvel".
Martinus Utheims tale:
„Nødig siger vi: „farvel!"
men „velkommen 1" o, hvor gjerne 1
Har vi rigtig kjær en sjæl
er den nær dog i det fjerne.
De bar vei allesamen kjent, at det er nokot undarlegt vemodigt
i det å segja kvarandre farvel. Når ein hev voret saman med eit
mene-ske ei tid, og serleg når ein hev fåt det same meneske riktig kjært, so
bi ein so undarleg stemt og kjenner liksom dei mjuke og varme kjenslor
røyra seg i hjartat, når ein skal segja denne ven elder veninna farvel.
Men skal ein segja sind kjære det siste larvel, so kjem desse kjenslor
sterkare fram, og står ein atmed si eigi mors båra, so kjenner ein vei
dei djupaste og mest klangfulle hjartastrengjer dirra.
Vi fire brødre står her kringum kista hennar mor. Då vi bar
hennar støv inn i denne stova fyre lite granna sidan, so kom eg til å
tenkja på, at idag er det den fyrste og bi den siste gongen, vi ber henne.
Og ho — ja ho bar oss dei tu und gongar, vakad yver oss hundrad
næterna, vermde oss ved hjartat sit, naar vi fraus, og sende dei brennande
bøner etter oss, når vi fiaug ut i verdi, at vi inkje skulde fara paa
villstrå. Detta er eit talande vitnesbyrd um, kvat ei mor kan gjera, og
kor-litet vi hev kunnat gjort mot hende igjen. Det er ikje som eit mot
tu-sund. Vi veit, at detta er so, men vi hev gjerna viljat, so godt vi hev
kunnat, gjera henne nokot godt igjen, ialfall takka henne paa den måten,
at vi syner henne ærefrygt og er henne snilde born. Vi var difyre so
glade ifjor, då vi allesaman fekk tilføre til å møtast hjå henne enno
ein-gong samtidig, mcdan ho var so frisk på sjæl og likam, at ho kunde
taka mot vår takk fyre det, at ho hev voret oss slik ei god mor. Og vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
