Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 26. Vi søskende - A. Ingeborg Johnsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
lig eller ved en anden uddelte, kort sagt alt, som laa lidt over og
udenfor det daglige madstræv.
Vi var alle flittige kirkegjænjere paa Utheim, og vi børn ikke
mindst. Jeg var omtrent aldrig hjemme fra Kornstad, og ret ofte gik
jeg de to mil ogsaa til de to andre kirker, Kvernes og Bremsnes.
Paa veien til Kornstad stansede vi altid, naar vi vei var komne
over Buttulsberget, der om vinteren var noksaa vanskeligt, og frem til
Rafselva, hvor vi vaskede af skoene, vaskede og kjæmmede os og tog
paa os kraver og kvindfolkene sine tørklæder, saa vi pyntede og pudsede
kom frem til kirken.
Du gamle brøstfældige kirke med de skrækkelige figurer og
billeder, den trange plads, saa koret ofte var fuldpakket tæt ind til
knæfaldet, med gallerier (lemmer) hængende overalt, endogsaa ret over selve
alteret, stadig hang jeg deroppe og stirrede ret ned paa prestens hoved,
i hans bog og i alterkalken og fulgte spændt alle hans bevægelser.
Provst Brinchmann har senere fortalt mig, at han mere end engang
var ræd for at faa over sig hele skrammelverket over alteret, naar
lemmen var som mest proppet.
Vi søskende var som bern vistnok alle noget undselige af os, dog
i forskjellig grad. Dette maa være en arv franiors side, skjønt det saa
ikke ud til, at hun selv plagedes deraf; men man kan jo ikke vide,
hvordan hun havde været før. For mit personlige vedkornende ved jeg, at
hvor freidig jeg i mnnge henseender end kan have været, saa har i enkelte
punkter dog en vis generthed fulgt mig langt op i trediveaarene, uden
at jeg ved, i hvilken udstrækning dette kan have været synligt for andre.
Efter det kjendskab, jeg har, tror jeg ikke, at denne tilbøielighed er arv
fra.fars familie; deiimod ved jeg, den fandtes hos vor morbror Lars
Hogstad og hos flere, som stammer fra Hogstad.
A. Ingeborg Johnsen.
Ingeborg staar for mig som rask og ferm, livlig og energisk,
og hun havde ganske vist at vet meget af fars vil jekraft.
Ingeborg førtes med ind i den religiøse bevægelse i 1857, dog
har jeg ikke det indtryk, at dette førte til en saa total ændring i hendes
væsen, som tilfældet blev med enkelte andre.
Mellem mor og Ingeborg havde der vistnok aldrig været noget
særlig inderligt eller lortroligt forhold, og Ingeborg var vistnok ikke af
nogen umiddelbar blød og mikl natur. Efter mors andet giftermaal var
Ingeborg ofte1 strid og lidet medgjørlig overfor mor.
Sommeren 1859, umiddelbart efter mors giftermaal, gjorde
Ingeborg et længere besøg til voie slegtninge i Østerdalen, baade i
Tyldalen, Lilleelvedalen og Os. Hun trivedes ikke længere hjemme og
reiste vaaren 1860 til vor moster Tlirude i Meråker, hvor hun var
som tjenestepige til høsten 1861, da hun kom i tjeneste hos den gamle
Haugianer Iversen paa Moholt ved Trondhjem. Allerede under dette
første ophold i Meråker, eller ialfald nogen tid efter, var hun bleven
forlovet med vor fætter John Johnsen, en forlovelse, som først senere
blev offentlig. Johns mor Tlirude var meget imod dette, iéær i
begyndelsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
