Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 26. Vi søskende - A. Ingeborg Johnsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
113
Paa Moholt var hun til høsten 1862, da hun gjorde et kort
besøg hjem. Jeg har indtryk af, at hun var saa hyggelig dengang.
Samme høst reiste hun igjen til Trondhjem og lik tjeneste hos klokker
Fr. Paulsson, en bror af faster Marits mand og en af vor families
haugianske venner. Her var hun to aar. Fra høstrn 1864 til sommeren
1865 kerte hun skræddersøm og boede i den tid hos vore tremenninger
Maren og Sigrid Stendahl i Somraerveiten (side 24). Jeg besøgte
hende i april 1865 paa min reise hjemmefra til Kristiania for at
studere. Fra sommeren 1865 var hun igjen et aars tid i Meråker og kom
høsten 1866 til kjøbmand Edv. Bratt i Trondhjem, hvor hun var til
vaaren 1869. I juni 1869 blev hun gift i Meråker. Hendes mand, som
da var bestyrer af Grimli værk i Søndfjord, maatte straks reise, men
Ingeborg kom paa sydreisen hjem til Utheim paa 1 a 2 ugers
besøg.
Jez var netop da kommen hjem <jfter at have taget andeneksamen, paa
mit første besøg efter bortreisen, og Ingeborg og jeg var meget sammen.
En dag vi hoppede omkring i myrerne paa hjemveien fra
Styrkaaplad-sen, sagde hun, at det var fælt at tænke paa, at man i sin tid havde
været med midt oppe i alt dette. Det kan jo have været en løssluppen
ytring; men den baade forundrede og saarede mig dengang, for jeg havde
aldrig følt det saa, ligesom jeg ogsaa bestandig siden, naar jeg har været
hjemme eller har tænkt paa hjemmet, kun har havt glæde og hygge ved
alle minderne derhjemmefra.
Jeg har ofte senere tænkt paa Ingeborgs ytring, og jo mere
jeg har grundet paa den, desbedre har jeg forstaaet den, forsaavidt der
virkelig laa nogen bitterhed bag den, hvad jeg tror, det gjorde.
Sagen er, at hos alle os søskende laa der en sterk længsel
etter at komme over i livsforholde, høiere, bedre end dem, vi kjendte
fra vore omgivelser deromkring, og voit senere liv viser da ogsaa, at
dette er blevet tilfælde. For os brødre gik det nogenlunde let at finde
ud veie, som i mere eller mindre grad passede for os. For Ingeborg
føltes udveien ligesom stængt og lukket i den tid, da den bedste
udviklingsalder var. Dengang gaves der for en almindelig bondepige
intetsomhelst, som kunde byde hende nogen høiere aandsdannelse eller
udvikling, ingen skole, intet kursus, ingen møder, sammenkomster eller
foredrag. Hun kunde komme som almindelig pige til en by eller i bedste
fald lære skræddersøm, og begge disse udveie greb da ogsaa Ingeborg
til.
Det havde ligesom været langt bedre for Ingeborg, om hun
havde været den yngate af os istedetfor den ældste. Hendes
udviklings-dygtigste ungdomsalder mellem 15 og 25 aar faldt i aarene 1852—1862,
en periode, paa hvilken ovennævnte karakteristik passer, det kunde
dengang væte knapt tor aandsnæring og trangt at komme ud for al
lands-ungdom, men værst for pigerne. Om Ingeborg havde været paa
Mar-tinus’s alder, da havde hendes tilsvarende ungdomsalder faldt i aarene
1866 -1816, og enhver skjønner, hvilken forskjel det havde været, midt
oppe i folkehøiskolekulturens mest glimrende periode med dens rige
anledning til aandelig vækkelse og udvikling.
Naar Ingeborg i 1859 reiste hjemmefra, har vistnok dette for
en del sin grund i misnøien med mors giftermaal og i andre personlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
