Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hjulpet Danmark. Han «bøied sig for Folkets Røst»,
omskrives det.
Lie er Realisten i dette Lag. Han taler roligt
og fornuftigt om Tingene, gjør opmærksom paa
Vanskelighederne, peger paa de Ting, der gir Haab;
særlig lover han sig meget af Repræsentationsreformen,
der endelig vil stille os Ansigt til Ansigt med selve
det svenske «Folk» og saaledes gjøre Unionen til
Virkelighed. Men netop han gir det stærkeste
Indtryk af, hvor reduceret man dengang har følt sig.
Han, som for et Par Aar siden havde forlangt
egen Udenrigsminister, han, som i 1860 vilde have
Rigsret over Regjeringen, fordi den ikke havde
optraadt bestemt nok i Statholdersagen, han erklærer
nu med gudhengivent Sind, at vi «faar sætte vort
Lands politiske Hovedsag i Unionen». Han er fattet,
men bleg. Vi faar ikke befatte os med «smaalig
Særpatriotisme», formaner han, og «det væsentlige i
Flaget blir mere og mere at lægge i Unionsmærket».
Thi «det er ene og alene gjennem Troskab mod
Unionen, at vi engang kunne naa frem til en folkelig
Skandinavisme og sikre os en politisk Fremtid».
Det har været en egen Sort Feststemning. De
overalt anbragte Slagord om Norges Selvstændighed
m. m. tager sig i denne Forbindelse særdeles
fraseogiske ud.
De følgende Aar er Unionskomiteens og
Mismodets Tid. I Poesien hersker den bitre,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
