Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bogen vakte liden Opmærksomhed, hvad der
kunde være rimeligt nok. Digteren klager selv i
Forordet —: «Min Livsstilling førte det med sig,
at jeg i Litteraturen, for hvilken jeg har følt Kald,
overhovedet kun har kunnet give de snare
Gjæsteroller, hvoraf atter Følgen er bleven, at min poetiske
Production oftere har været betinget af en udvortes
Foranledning.» Men «skal man blive noget tilgavns
her i Verden, maa man ofre Kaldet sin udelte
Kraft».
I Form og Tanke er der en usikker Famlen
mellem gammelt og nyere, og Digteren finder kun
sjelden med Sikkerhed sin egen Tone, saa han kunde
synge med fuld Røst.
Sprogbehandlingen er mangelfuld.[1] «Man
behøver,» som Nordahl Rolfsen siger, «ingenlunde at
være en Prinsesse for at generes af Erterne i hans
Vers.» Der er meget af Dilettantens Vaklen;
henrives man i det ene Øieblik af et pragtfuldt Billede,
en klar poetisk Tanke, en fuldtonende Strofe, kan
man i næste Øieblik snuble over en Abc-feil, et
mislykket Forsøg, et intetsigende Skolevers.
Efter hvad vi ved om hans Prosastil, skulde
det hellerikke kunne ventes, at Verset blev den
naturligste Form for hans Produktion. Tanker og
Billeder stormer for vildt afsted; det gjælder at snappe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
