Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Neppe nogen har læst Lies Nordlandsskildring
uden resolut at sige til sig selv: did op maa jeg! —
Landet løfter sig for vor Forestilling som i en
Vision, med al sin Storhed, sine blaanende Fjerner
indover Fjeld og ud over Hav, sin mystisk skinnende
Sommernat, sin troldske, isgraa Vinterrædsel, samlet
og klart, betagende. Jeg ved ikke, om et
Landskab nogensinde er blevet saaledes indmanet i et
Folks Bevidsthed, i hele sin Vælde og Ynde løftet
op i dets Forestilling med saadan en Clairvoyancens
Magt; og dog er denne Naturskildring ikke noget
særlig godt gjort i teknisk Henseende.
Den samme Klarhed er der over det Liv, han
skildrer, det ydre som det indre. De bevæger sig
for os, disse Mennesker, som om hans Syn suggestivt
var overført paa os, og deres Følelser og Stemninger
blir uden videre vore egne.
Over det hele hviler en dæmpet, men tæt
Stemning, noget som en Disighed, en Skumring af
nordlandsk Mystik, Tungsind og Vemod. Vi forstaar,
hvorledes Emnet maatte drage Digteren, der
omtumlet og mangfoldig skuffet i en fremmed, illusions
fiendtlig Verden nages af stille, resigneret Hjemve.
Den i al Ubetydelighed sværmerisk deilige
Kjærlighedshistorie overgaaes ikke af noget i vor Litteratur,
forsaavidt angaar inderlig Livsens Varme og Kraft.
Jeg ved ingen, der saaledes som Lie faar frem netop
det unge i Følelsen —: den indtil Taarer inderlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
