Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vaklen har udryddet Troen i hans Sind, og hun
foresætter sig nu gjennem Aars Opofrelser at læge
hans Sygdom.
Men det viser sig, at den kan ikke læges. Ikke
paa den Maade. Ikke gjennem denne evige ydmyge
Underkastelse, som hun øver i Strid mod sin egen
Natur, fordi hun i Overensstemmelse med den
sædvanlige Opfatning tror, at hun paa den Maade bedst
kan give ham tilbage, hvad han mangler: Troen paa
hendes Kjærlighed, Tilliden. Hendes ydmyge
Eftergivenhed vækker ny Mistro hos ham. Den synes
ham ikke naturlig, der er noget ved den af
Komediespil. Saa maa der alligevel være noget falskt bag,
noget, som skal dækkes. Af og til tror han at
forstaa, at hun sletikke saa ganske har glemt den
Herlighed, hun kunde have naaet som Officersfrue.
Tvilen yrer op paa alle Kanter, værre og værre, jo
ydmygere hun gaar ham under Øine. Kanske har
hun løiet for ham. Kanske er Sammenhængen den,
at da hun saa, det ikke kunde bli med Sjøofficeren,
saa kom hun til ham, nøiedes med ham – i Mangel
af noget bedre; nu skal det skjules, og hun lægger
an paa at være en god Hustru, siden hun ikke kan
være den oprigtige Ven . . . Han elsker hende
over alle Grænser; men den evig oprivende Mistro
gjør ham syg, ond, grusom, og truer tilsidst med
at skylle ham op paa Mor Andersens Sjap som
Vrag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
