Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Spændingen udvikler sig af selve Forholdet saa
psychologisk nødvendigt, at tilsidst maa det bære
eller briste. Elisabeth maa prøve at tåge ham paa
en anden Vis, eller Kampen maa opgives.
Da fatter hun Beslutningen om at «reise sig».
Hun reiser sig ikke til Oprør. Ikke imod ham;
ikke i Egoisme eller Herskesyge, ei heller i Kraft
af nogen Slags Theorier om «Kvindens Ret» osv.;
hun vil bare simpelthen redde sit Livs Kjærlighed.
Og da lader Lie hende seire..
Ved at reise sig, ved uden videre at være sig
selv, aaben, grei og selvstændig mod sin Mand, som
Menneske mod Menneske, som Lige mod Lige, som
den, der intet har at frygte eller fordølge eller gaa
af Veien for, – gjengiver hun ham Troen, det eneste,
han trængte.
Nu kjender han hende. Det er Elisabeth. Ikke
længer en, som glider unda for ham i ræd
Underdanighed eller gjør sig saadan og saadan for at faa
ham i Humør, – en grei og oprigtig og bentfrem
Kammerat, som der er Haandtag i, og som man
baade kan slaaes med og have til Ven, – fordi der
er Paalidelighed i hende.
Der er noget Kludder med et Brev, et utroligt
Brev, som skal være opbevaret helt fra Ungdommens
Tid, og som nu paa mærkelig Vis kommer for en
Dag for at overbevise Lodsen end yderligere om
hendes Sandfærdighed. Men vi tilgir Lie dette,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
