Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210
hed. Den sidste seirer, hidførende Forstaaelsen mel
lem gammelt og nyt.
Det er rimeligt, at Striden mellem de to Gene
rationer maatte lokke en Digter, der ved Tradition
og Pietet var bunden til det gamle og samtidig ved
Udvikling som ved sit Væsens Ungdomskraft dragen
til det ny, det, der endnu først skal seire.
At Personerne kaldes Malere, har ingen Vægt;
deres Ræsonnement viser, at Lie nærmest maa have
tænkt paa Poeter.
Professor Stenvik repræsenterer det gamle. Han
er humoristisk behandlet, men det gamles Tragik
fuldbyrder sig i ham: beskjæftiget med at opdrage
den nye Slægt ser han dog ikke det nye, fornem
mer det blot halvt übevidst som noget farligt og
fiendtligt.
Det Vordende repræsenteres af Orning og Witt,
og den Maade, hvorpaa Sol og Vind deles mellem
disse to, mellem den korrekte Dygtighed paa den
ene Side og den formløse Genialitet paa den anden,
er mere betegnende for Digteren end gavnlig for
Dramaet. Lie kan sletikke fordrage den kolde Be
regningskunst, der vil «seire gjennem Totalvirkningen»
og som «hader dette Snak om det geniale»; ogsaa
personligt repræsenterer Orning det koldt konventio
nelle, det livs- og naturfiendtlige, Schablonen. «Af
alt dette smaageniale,» siger han til Judith, «dette
pikante, privatpudsige og egne, som paa en Maade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
