Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 78
ham et Puds: han forstaar den. Og i det Øieblik,
man forstaar, er det ude med Vreden. Det Billede,
han begyndte i Vredesmod, og som fortsat i Vredes
mod i det høieste vilde være blevet en god Karrika
tur, — forvandler sig uvilkaarlig til Sjæl, Hjerte,
Menneske.
Han satte Ordet «ond» paa sin sidste Romans
Titelblad. Han havde lært at tro paa det onde.
Men ikke paa de onde. Om han har været vred og
villet nogen til Livs, — da han tog Emnet fat, blev
det onde Menneske borte for ham; han saa dybere
og fandt onde «Magter».
Han har Ret. Menneskene er ikke onde. De
er egentlig noksaa bra, Stakkar. De lider bare af
at være en Smule tarvelige ; men gaar man tilbunds
i dem, saa finder man Hjertet, Livstendensen, og saa
maa man holde af dem alligevel. Saa stille og varmt
aander denne Opfatning i al Lies Digtning, uden at
der dog findes det svageste Stænk af Sentimentalitet,
— at jeg ligesaa godt kan tilstaa det: mig personlig
er Lie blandt vore Store den mest umiddelbart til
talende.
Man skriger ikke op, naar man har læst en Bog
af Lie, væbnes ikke til Kamp eller harniskede Avis
opraab. Vi ser nok, at det er galt, baade det og
det. Men det ligger dybere end at det kan nytte
at skrige. Man har med Digteren kastet et For
staaelsens Blik ind i Livets Tummel og underligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
