Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
292
Pige, fordi han har havt Havets vilde Mø paa Fang;
hans Længsel og Elsk blir navnløs og havnløs; thi
ingen Kvinde har hendes Øine, der lo som Solskin
i Fraaden over det grønne Hav; og alle synes de
ham som tamme, vingeklippede Fugle i Løvet mod
hende, som «træder Dansen altid ny og daarende
derude i Havranden».
Endnu finere fanges den vage, flygtende Stem
ning i «Andværsskarven». Man læser den og blir
siddende som fortabt, stirrende i Undring og Savn
efter den Æventyrets Fugl, som fløi, — Livets og
Lykkens Gaade.
I «Kvernkallen» er Fjeldødets Ensomhed og
Angst indmanet i Ord med fuldstændig musikalsk
Virkning; man tænker uvilkaarlig paa Edvard Grieg..
Elven stænger og Berget stænger. Strømskavlen
skummer og svulmer om den ensomme Kvern, snart
myrgul, snart kogende op i hvidt Fræs; nedenunder
brager Fossen. Det lyder og snakker med alle
Mæler. Det stille svarte Øie midt i Skumrøgen
glor dødt og tomt, og Kvernen skraber gjennem Sus
og Brag med sin haarde Skogren. Og Fossen mo’l.
og Gasten gol. Den ensomme Skytte trolles fast
og vildres af Sus og Vætteglam og Galder; Haan
latter og Rop vaagner i Stupet ; skrabende og skrat
tende durer Kvernens Stensang. Skjæbneligegyldigt
dystert haaner det og ler det. Kvernen sviver rundt
i det svimlende Sus i al Evighed; stakkars dumme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
