Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
291
Menneske, er lykkelig; men Dragningen er der;
hver Julenat maa han atter der ned. Eiendommeligt
vakker er den — übevidst — spiritistiske «Duen»,
der tillige, som «Hunørnen», har en Underbund af
varm, dyb Naturreligiøsitet.
Betagende er hans Naturstemninger ved sin
svimlende mægtige Fantasi som ved sin ofte svær
merisk dragende Deilighed. Maar Moskenæskjærrin
gen og Værøkallen koger sin Havgryde nord i Lo
foten, han rørende med Stauren, hun med Sleven
rørende og malende imod, saa Havet gaar som Elv
og Fos («Moskenæsstrømmen»), eller naar «Memuru
gubben», grætten over Melkedølas Knibskhed, klør
sig i Haaret, saa han faar hele Vildrenflokken mellem
Neglene, føler vi os mellem Trold tilgagns. «Varsler
og Vetter» gir med uhyggelig Kraft den vilde Stem
ning, som til visse Tider griber Menneskene og jager
dem mod hinanden i Mord og Ødelæggelse; det er
den mørke Rædsel over Verden, naar Troldskaben slip
per helt løs, og Blodtaager stiger op og formørker
Solen.
Men übeskrivelig vakkert kan han med faa Midler
faa frem disse vage Stemninger af übestemt Længsel
og Dragelse mod det, der anes i Naturen af noget
uendeligt, af en aldrig set eller tænkt Skjønhed, af
det, som vi græder efter og ved ikke hvorfor eller
hvad, – som i den fine og dybe Skildring «Bylgja»,
hvor Gutten aldrig mer kan elske nogen Jordens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
