Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Del - Gode Venner og Godtfolk - Min Gnom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
261
hans altfor stadige Nærværelse som en Straf for den
Synd, jeg havde begaaet ved ikke at sige ham den
fulde Sandhed, men nu skulde han faa den, og — saa
sagde jeg ham endda ikke stort mere end det Halve
af den.
Men det var allerede en for stor Dosis af den
stærke Medicin. Dimling sad som himmelfalden. Han
vidste ikke ret, om han turde tro sine Øren. Nu hørte
han altsaa, at ogsaa det sidste Forhold, der bandt ham
til Verden, var bygget paa en Indbildning. Han kendte
kun et Slags Venskab, og det var som hans
Hengivenhed for mig, og var jeg ikke hans Ven paa den
Maade, saa var jeg det slet ikke!
Det var omtrent Meningen af de faa
usammenhængende Ord, han svarede mig, og alle mine nøjere
Forklaringer klarede ikke en Smule op i den mørke
Stemning, hvori han forlod mig.
»Selv om Du ikke havde Venskab for mig, bitte
Jonas, saa kunde Du gerne for gammelt Bekendtskabs
Skyld have været oprigtig imod mig. Du skulde ikke
have budt mig »Velkommen!« da jeg kom herover.
Da jeg spurgte Dig, om Du endnu var min gode Ven,
saa skulde Du have sagt: »Nej« — og i Stedet for
at Du har raabt »Kom ind!« hver Gang jeg bankede
paa Din Dør, skulde Du have raabt »Bliv ude!« — Se
det er Fejlen!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
