Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Del - Gode Venner og Godtfolk - Min Pollux
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
323
Nu kom der et nyt Forbavselsesoptrin.
Frøkenen sank ned i en Stol og holdt sig for
øjnene.
Fruen slog Hænderne sammen, og saa op i Loftet.
Kaptajnen var den Eneste, der fik et Ord frem.
Han slog sig for Panden og sukkede: »Aa — jeg
Aalehode!« —
Opløsningen af Gaaden var ikke svær at finde.
Ogsaa her stod »Den Eneste« paa Fortepianoet.
Sagen var gaaet saaledes til.
Den unge Dame — som jeg for Resten med Uret
havde kaldt Frøken, da hun i sit tyvende Aar var
bleven Frue og Enke med faa Ugers Mellemrum —
hørte til de urolige Sjæle, der idelig føler sig drevne
frem af et fredsforstyrrende: »Noget maa der gøres«,
havde blandt det Meget, som hun havde forsøgt, ogsaa
indladt sig paa at skrive Vers og tilvejebragt en hel
Digtsamling, men hun var dog ikke kommen paa det
Rene med sig selv om, hvorvidt Udgivelsen af den
hørte til det Noget, der maatte gøres, og havde heller
ikke Mod til at raadføre sig med nogen Avtoritet
derom. Da traf hun paa Karnevalet min geniale Ven.
Han blændede hende straks med sit glimrende Vid og
sine hensynsløse Paradokser, indviklede hende i en
længere Samtale, fortalte hende, at han var Digter, og
21*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
