Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Marie Grubbe - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
— Men Herre Gud, Jomfru! hun græder jo;
hun gaar da intet hemmelig og længes efter
Nogen, saa ung hun er?”
Marie rødmede og smilte svagt; der var
noget Smigrende for hende i den Tanke, at
hun kunde være forelsket og gaa og længes.
„Nej, nej!” sagde hun, „men det er saa
sørgeligt, det du siger, det er ligesom Alting
var ene Kummerlighed og Fortræd.”
„Vist ikke saa! der er Andet iblandt,” sagde
Lucie og rejste sig, da de kaldte paa hende
dernede, og saa gik hun med et skælmsk Nik
til Marie.
Marie sukkede, gik hen til Vinduet og saa’
ud, ned paa St. Nikolaj grønne, kølige
Kirkegaard, paa Kirkens røde Mure, henimod
Slottet med det irrede Kobbertag, udover Holmen
og Reberbanen, rundt til Østerport med det
spidse Spir og til Hallandsaas med dens
Haver og Træskure og med det blaalige Sund
udenfor, der gik i èt med den blaa Himmel,
hen under hvilken hvide, blødtformede Skymasser
langsomt drev over mod den skaanske Kyst.
Tre Maaneder havde hun nu været i København.
Dengang hun rejste hjemmefra havde
hun troet, at det at leve i Residensstaden var
Noget vidt forskelligt fra det, hun nu vidste,
det var. Det var aldrig faldet hende ind, at
der kunde være mere ensomt der end paa
Tjele Hovedgaard, hvor hun dog havde havt
det ensomt nok.
Sin Fader havde hun intet Selskab af, han
var altid saa ganske sig selv, at han aldrig
kunde være Noget for Andre; han blev ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
