Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Marie Grubbe - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lorens — jeg skal være dig saa tro, saa tro,
bare Vorherre vil lade mig faa dig hjem hel
— aa, Jomfru, Jomfru! det er aldrig til at
udholde!”
Marie søgte at berolige hende med Ord og
med Kærtegn. Omsider kom hun saa vidt, at
Lucie satte sig op og tørrede sine Øjne.
„Ja, Jomfru,” sagde hun, „Ingen véd, hvad
jeg har det slemt med mig selv. En kan jo
umuligen immer være som En skulde. Og
det hjælper intet at jeg sætter mig for at bryde
mig fejl om alle unge Karle; kommer de
med Lystighed og Komplimenter, om det saa
var mit Liv om at gøre, kunde jeg ikke bide
dem af og slippe fra dem; det klør mig paa
Tungen for at svare dem igen og saa bliver
det jo let til mere Ganteras, end jeg strengeligen
kan forsvare for Lorens. Men naar jeg
saa tænker paa, hvor farligt han er stedt, aa!
saa fortryder jeg det mere end tænkelig er for
nogen levende Sjæl. For jeg elsker ham, Jomfru,
og ingen andre end ham, det maa hun
tro. Aa! naar jeg er kommen i Seng og Maanen
skinner ret der ind paa Gulvet, saa bliver
jeg et helt andet Menneske; det kommer mig
saa sørgelig for og saa græder jeg og græder
og det trykker her oppe i Halsen, som jeg
skulde kvæles — aa, det er saa pinagtig; jeg
ligger og slænger mig i Sengen og beder til
Vorherre og véd knap, hvad det er jeg beder
om, og sommetider er jeg helt fra mig selv og
saa sætter jeg mig op i Sengen og holder paa
mit Hoved og bliver saa forskrækkelig bange
for at jeg skal gaa fra min Forstand af at længes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
